LA advarer regeringen mod ny nordsøskat

En strammere nordsøbeskatning vil skræmme investeringer væk fra Danmark, lyder advarslen fra Liberal Alliance.

Oliefelter Nordsøen Fold sammen
Læs mere
Foto: CLAUS FISKER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Regeringens planer om nye skatter på olien i Nordsøen skal hurtigst muligt smides i skraldespanden.

Sådan lyder opfordringen fra skatteordfører Ole Birk Olesen (LA).

»Regeringen bliver nødt til at indse hurtigst muligt, at hvis den hæver nordsøbeskatningen med 28 milliarder kroner, så kommer Danmark til at gå glip af investeringer,« siger han i en skriftlig kommentar.

Opfordringen kommer efter, at den tyske oliegigant Bayerngas i dagens udgave af Børsen truer med at droppe fremtidige investeringer i Nordsøen, hvis regeringen fører sine planer ud i livet.

»Jeg kan godt forstå, det tyske olieselskab råber op, for de høje skatter tvinger selskabet til at finde andre markeder, når regeringen gør Danmark til et uattraktivt land at drive olie- og gasvirksomhed i,« siger Ole Birk Olesen, der beskylder regeringen for at befinde sig i en »virkelighedsfjern boble«.

»Danmark bliver mindre og mindre attraktivt, hver gang skatten hæves, men det vil regeringen ikke forholde sig til. Energi- og klimaministeren påstår endda meget naivt, at han fortsat tror på dansk oliesucces,« siger Ole Birk Olesen.

Til Børsen siger Arne Westeng, administrerende direktør i Bayerngas i Danmark:

»Der er olie at komme efter i den danske undergrund. Men når regeringen i Danmark agerer, som den gør, kan jeg ikke anbefale vores bestyrelse at sende friske penge ind på det danske marked.«