Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
De har arbejdet sammen i mere end 17 år. Og nu tager Jørn Tolstrup Rohde skridtet helt op og bliver formand for bestyrelsen i vennen, den stenrige fynske forretningsmand Niels Thorborgs koncern 3C Group.
Niels Thorborg var nummer 15 på Berlingske Business’ liste over Danmarks rigeste sidste år med en anslået formue på 4,6 mia. kr. Hans 3C-imperium rummer bl.a. detailkæderne Inspiration, L’easy og D.e.r, Odense Congress Center og fodboldklubben OB.
Jørn Tolstrup Rohde røg ud af Carlsberg i foråret, hvor han ellers havde en central rolle som direktør for Carlsbergs vesteuropæiske markeder og som medlem af topledelsen, der i Carlsberg går under navnet Executive Commitee, eller bare Ex-Com.
Han troede egentlig, han ville gå efter et nyt direktørjob, men den tanke skrinlægger han.
»Det troede jeg, men det er jeg gået bort fra. Jeg har holdt en masse møder med headhuntere og kapitalfonde og andre profesionelle bestyrelsesfolk. På baggrund af de snakke og overvejelser har jeg taget beslutningen, at jeg vil gå bestyrelsesvejen, og der er formandsposten i 3C Group første skridt,« siger Jørn Tolstrup Rohde.
Niels Thorborg skubber formanden siden 2008, Finn Rossau Jensen, til side for at gøre plads i formandsstolen i 3C Group til Jørn Tolstrup Rohde. Finn Rossau Jensen fortsætter som menigt medlem af bestyrelsen
»Jeg er meget glad for, at jeg har kunnet tiltrække en kapacitet som Jørn Tolstrup Rohde. Han vil med sine stærke strategiske kompetencer og sin brede ledelsesmæssige erfaring blive en stærk formand til at lede koncernens fortsatte udvikling,« siger Niels Thorborg.
Faktisk er det anden gang, at Thorborg dermed henter Rohde tilbage fra netop Carlsberg.
Tolstrup blev direktør for Carlsberg Danmark i 2004, men allerede i 2006 overtalte Niels Thorborg ham til at blive koncerndirektør i 3C Group. Det var han så i tre år, inden Carlsberg lokkede ham tilbage til stillingen som øverste chef for hele den vesteuropæiske forretning, og her var han så til foråret i år, hvor turen så går tilbage til den fynske milliardkoncern denne gang som formand.
»Men jeg har faktisk siddet med i Thorbogs detailvirksomhed, 3C Retail, siden 1999. Og det giver mig en god indsigt i historien, og jeg kender Niels rigtigt godt. Så for begge parter er det et sikkert kort – vi ved, hvad den anden kan og bidrager med. Og så er vi gode venner. Det bliver man, når man har arbejdet sammen i så mange år,« siger Jørn Tolstrup Rohde.
Nøglerolle i fusion
Han får en nøglerolle i den forstående fusion mellem de to danske detailkæder Inspiration og Imerco. Planen er at slå de to isenkramforretninger sammen for senere at søge en børsnotering af den nye enhed. Først skal konkurrencemyndighederne dog godkende fusionen.
»Jeg sad med i kulissen i forhandligerne mellem Imerco og Inspiration og var med til at orkestrere den fusion, der blev offentliggjort for nylig. Jeg bliver næstformand i det nye selskab,« fortæller Jørn Tolstrup Rohde.