Toppen af dansk fodbold må nu se en af sine vigtige sponsorer blive hevet af trøjen.
Banker må nemlig ikke længere reklamere side om side med gamblingselskaber ifølge en ny kviklånslov, der er trådt i kraft pr. 1. juli.
Det har nu fået konsekvenser for Arbejdernes Landsbank. Banken må nemlig trække sig som trøjesponsor for DBU, da Danske Spil også er at finde på trøjen.
Det sker forud for den kommende landskamp for herrelandsholdet i fodbold 5. september.
Det er en nyhed, der skaber ærgrelse for både banken og DBU.
»Det er rigtig beklageligt, at den nye lovgivning, der er kommet første juli rammer så bredt og voldsomt, at vi nu står i en situation, hvor AL bank ikke længere kan være på vores træningstrøjer,« siger Jakob Høyer, der er kommunikationschef for DBU til Berlingske.
Det går ud over fodbolden
Arbejdernes Landsbank skal have en kompensation af DBU i forbindelse med tilbagetrækningen, og det kommer til at gå ud over fodbolden, mener Jakob Høyer.
Ifølge ham betyder udmeldingen på »den korte bane«, at DBU mister nogle penge, som ellers skulle udvikle dansk fodbold.
Det drejer sig blandt andet om talentudvikling, der i sidste ende skal sørge for, at der er nye talenter til landsholdet, lyder det fra Jakob Høyer.
»Det er også penge, der er med til at udvikle kvindefodbold eller mange af de andre udviklingsprojekter, som DBU kører sammen med klubber på tværs af hele landet. Så det er alle udviklingsprojekter, der er færre penge til, hvis der ikke bliver ændret noget,« siger han.
Præcis hvor meget DBU skal betale til Arbejdernes Landsbank, vil organisationen ikke ud med:
»Vi er i dialog med AL bank om, hvor meget kompensationen skal lyde på. Men det er et forhold mellem os og dem. Så det er ikke et beløb vi kommer til at offentliggøre. Men det kommer til at koste penge. Og det er altså penge, der kommer til at gå ud over dansk fodbold,« siger Jakob Høyer.
Det kommer til at koste
Det er ikke kun DBU, der mener, at den nye lov kommer til at ramme dansk fodbold og idræt. Det er også en bekymring, som Arbejdernes Landsbank sidder med.
Det kunne Peter Froulund, der er bankens marketing- og kommunikationsdirektør fortælle til Børsen:
»Regeringen skaber stor tvivl om sportssponsorering for bankerne med denne lov. Derfor er det forventeligt, at vi og andre banker fremadrettet vil være tilbageholdende med at sponsorere idræt, hvor der jo pr. definition er risiko for at logoer bliver sat i forbindelse med logoer fra gamblingsponsorer. Den regning kommer DBU og dansk idræt til at samle op. Ikke os. Og den regning er stor,« siger han til avisen.