Kursmassakre i Bavarian efter kæmpe studieflop: Aktien styrtdykker med over 50 pct.

Det danske biotekselskab Bavarian Nordic tager helt som ventet et kæmpe dyk på børsen fredag morgen. I den indledende handel falder Bavarian-aktien med over 50 pct., hvilket svarer til et dyk i selskabets markedsværdi på mere end syv milliarder kroner.

Aktienkursen i Bavarian Nordic rasler ned fredag morgen efter kæmpe studieflop Fold sammen
Læs mere
Foto: Betina Garcia

Et stort studieflop med et lovende middel mod prostatakræft får fredag morgen aktiekursen i biotekselskabet Bavarian Nordic til at styrtdykke. Efter få minutters handel falder selskabets aktie med over 50 pct. Det sker, efter at Bavarian sent torsdag aften måtte meddele markedet, at selskabets kræfthåb groft sagt ikke har nogen effekt som enkeltstående behandling mod prostatakræft. Studiet er derfor blevet stoppet, før det er nået til ende.

»Vi er meget skuffede på patienternes vegne over, at forsøget med Prostvac som monoterapi ikke var succesfuldt,« sagde Bavarian-topchef Paul Chaplin i en børsmeddelelse sent torsdag aften.

I kroner og øre betyder det store studieflop i Bavarian, at selskabet fredag morgen taber mere end syv milliarder af sin markedsværdi på børsen.

Bavarian-aktien er de seneste måneder steget ganske voldsomt. Det er blandt andet sket, fordi en række analysehuse forudså, at Bavarians kræfthåb havde kurs mod succes. I årevis er Bavarian Nordics vaccine mod fremskreden prostata-cancer blevet udråbt til at være selskabets guldæg.

I foråret 2015 indgik Bavarian en stor partnerskabsaftale med den amerikanske medicinalgigant Bristol-Myers Squibb (BMS) om netop Prostvac. BMS afleverede dengang 400 mio. kr. til Bavarian i såkaldt forudbetaling, mens Bavarian kunne se frem til yderligere 533 mio. kr., hvis BMS udnytter aftalen, inden for en afgrænset periode efter, at resultaterne af det afgørende fase 3-forsøg foreligger.

Derudover er der indbygget en række milepælsbetalinger baseret på, hvor god effekt Prostvac viser sig at have i fase 3-forsøgene, om midlet bliver godkendt af myndighederne og milepælsbetalinger baseret på salget. Samlet set ville Bavarian ifølge aftalen potentielt kunne modtage et beløb på op til 6,5 mia. kr. i forudbetaling, milepæle og tocifrede royaltybetalinger af et fremtidigt salg.

Lige nu er det tvivlsomt, om Bavarians kræfthåb nogensinde kommer på markedet. I en kort kommentar til Bavarians studieflop skriver det store amerikanske finanshus Jefferies, at det danske biotekselskabs kræftmiddel nu er uden perspektiver.

Bavarian meddelte allerede torsdag aften, at det fejlslagne studie ikke har nogen indflydelse på selskabets finansielle forventninger til 2017.