Siden Stein Bagger i december 2008 overgav sig efter sin flugt til den anden side af jordkloden har kampen været sat ind på at finde de resterende svindelmillioner fra IT Factory-skandalen.
Kurator Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten har været verden rundt for at lede efter resterne og havde egentlig opgivet håbet om at finde pengene.
Derfor er nye oplysninger om, at Stein Bagger under dæknavnet Steen Bech er involveret i firmaet Dansk - Selfstorage.dk med adresse på et kontorhotel på Østerbro, yderst interessante.
"I lyset af, at der fortsat mangler at blive redegjort for omkring 200 mio. kroner, er det oplagt nogle oplysninger, vi vil interessere os for," siger Boris Frederiksen til Børsen.
Særligt det forhold at Stein Baggers tidligere forretningspartner, svenskeren Royne Carlsson, er involveret vækker kuratorens interesse. Han var sammen med Stein Bagger allerede i 2003 en del af en politisag om fakturasvindel over for Amagerbanken.
Boris Frederiksen har tidligere fortalt, hvordan jagten på de forsvundne millioner fra IT Factory-skandalen er trukket ud. I oktober 2010 kunne han fortælle, hvordan der allerede dengang var brugt 1.200 arbejdstimer hos Kammeradvokaten på at finde de resterende 200 mio. kroner.
Antallet af arbejdstimer var helt sikkert vokset betydeligt, da Kammeradvokaten et år senere droppede den dyre jagt på de resterende svindelmillioner.
"Penge lader sig jo desværre flytte ret hurtigt. Jeg tror, at kreditorerne hele tiden har vidst, at det nok var denne vej det bar," sagde dengang til TV 2.