Kurator har sporet Baggers skjulte millioner

Efter at have gennemlæst mere end 20.000 lækkede dokumenter føler kurator Boris Frederiksen sig nu sikker på, hvor Stein Baggers skjulte millioner er gemt væk. ”Vi ved, hvor de er forsvundet hen,” siger han til business.dk.

Foto: Nikolai Linares
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For tre uger siden leverede en kilde 20.000 dokumenter til kurator Boris Frederiksen, manden der rydder op i ruinhoben efter IT Factory.

Efter at have skimmet papirerne havde Boris Frederiksen et ”godt bud” på, hvor de omkring 200 millioner kroner, der forsvandt i IT Factory-kollapset, var gemt væk. Nu er han sikker.

- Vi ved, hvor pengene er forsvundet hen, siger Boris Frederiksen til business.dk og supplerer:

- Vi har brugt meget tid på at vurdere, om dokumenterne var autentiske, og om hvad de i givet fald kunne føre til. Det gør, at jeg i dag føler, at jeg har en ret præcis opfattelse af, hvor pengene er forsvundet hen.

Hvor er de?

- Det vil jeg ikke sige. Det kan modvirke processen, hvis jeg fortæller, hvor de er henne.

Børsen har tidligere kunnet dokumentere, at pengestrømmen flød til en række af svenske Mikael Ljungmans selskaber, bl.a Media Power og Getfugu, der har base i USA.

Mikael Ljungman for retten
Netop nu kører retssagen mod den 46-årige Mikael Ljungman i retten i Lyngby, hvor han er tiltalt for at have svindlet for omkring 230 mio. kr. i forbindelse med IT Factory-skandalen.

I går mødte Boris Frederiksens kollega, advokat Rune Derno, op i retten for at gøre konkursboets erstatningskrav gældende over for svenskeren. Han affyrede i samme åndedrag en verbal bredside mod Mikael Ljungman.

- Vi mener ikke, der er nogen tvivl om, at Mikael Ljungman er skyldig (…) Hans forklaring er usædvanlig, usandsynlig og utroværdig, tordnede Rune Derno i går i retslokalet.

Liveblog: Da kurator bombarderede Ljungman - minut for minut

Rune Derno opfordrede retten til - ud over at vurdere skylds- og strafspørgsmålet - også at tage stilling til, om Mikael Ljungman skal betale de 230 mio. kr. i erstatning, som boet mener at have til gode hos svenskeren.

Forsvareren derimod mente, at det måtte klares i en separat retssag. Dommer Karen Hald tog notits af holdningerne og vil senere beslutte, om Mikael Ljungman, hvis han bliver dømt, ud over sin straf også skal betale erstatning.

Boris Frederiksen slutter op om gårsdagens retsmøde ved at sige, at han er klar til at gå videre med sine krav, selvom dommeren måtte sende erstatningsspørgsmålet over i en ny retssag.

- Vi er villige til at forfølge vores krav så langt, at der er udsigt til at komme noget ud af det, siger han.

Læs også: Hvem lyver? Bagger eller Ljungman?