Kunstig intelligens i hjemmeelektronikken skal sikre bæredygtighed

Apps, hvor man kan følge med i energiforbrug, vandforbrug og meget mere, er med til at skubbe forbrugerne til at anvende al den nye elektronik derhjemme i samarbejde med den indbyggede kunstige intelligens til en mere bæredygtig fremtid – og på mange måder gøre dagligdagen lettere. Ikke alle ideer kan dog gennemføres. Politikerne presses for at indføre »håndværkerfradrag« på reparationer.

Kunstig intelligens klarer vasken på de nye vaskemaskiner ved at analysere, hvilken slags tøj der er lagt ind, og efterfølgende vælge det mest energieffektive og vandbesparende vaskeprogram. Thomas Breinstrup/Berlingske

De kommer nu, alle de mange nye elektronikprodukter, som har fået kunstig intelligens indbygget, og det bliver nøglen til den bæredygtighed, som stadig flere ønsker sig og også er villige til at betale noget for at få.

»Nu kan kunstig intelligens helt lavpraktisk bruges til noget, fordi den kan samle data op. Så nu taler alle producenter om den,« konstaterer Henrik Egede, direktør for APPLiA Danmark, som er brancheorganisationen for producenter og importører af hvidevarer og elektriske husholdningsapparater, efter en rundtur på Europas største messe for forbrugerelektronik, IFA, i Berlin, hvor alle de nye elektronikprodukter til efteråret og julen vises frem i denne uge.