Den planlagte, milliarddyre energiø, som skal anlægges i Nordsøen i løbet af de kommende år for at sikre nye, store mængder af vindmøllestrøm, vil også blive et knudepunkt for den internationale internettrafik med mulighed for at bygge datacentre 100 kilometer ude på havet.
Energigiganten Ørsted og pensionsselskabet ATP, som håber at komme til at stå for energiøen, når den – formentlig i begyndelsen af 2023 – kommer i udbud, vil udnytte energiøens placering og har nu fået en af Nordens største internetudbydere, det danskledede Global Connect, med i en aftale.