Kunøe-selskab går konkurs i Norge

Medarbejderne har ikke fået løn og feriepenge.

IT-millionæren Ib Kunøes seneste opkøb i Norge er erklæret konkurs.

Ifølge Computerworld har medarbejderne i konsulenthuset Guideix ikke fået den løn og de feriepenge, som de har til gode, og derfor er de gået til retten.

Ib Kunøe, som fik succes i IT-branchen, da han i januar 2004 solgte lavprismobilselskabet Telmore til TDC for 299 millioner kroner, er i dag bestyrelsesformand for Nordens største IT-leverandør, Topnordic. Han har stået bag flere succesrige opkøb de seneste år.

For nylig blev alle aktiviteterne flyttet over i et nyt selskab, som bevarer navnet Guideix, men der er ikke kommet penge fra Danmark, og derfor har der ikke kunnet udbetales løn, skriver Computerworld.

Flytningen er sket for at slippe for konsekvensen af en norsk retssag på et løbsk IT-projekt hos den norske grossist Nord Engros.

Selskabet i Norge blev erklæret konkurs i fredags.