Kunderne flygter fra Air France efter strejken

En halv milliard euro bliver tabet på de 14 dages pilotstrejke i sidste måned i Air France-KLM. Det viser nye trafiktal fra den fransk-hollandske luftfartskoncern.

Foto: KENZO TRIBOUILLARD
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er naturligvis en ringe trøst for SAS. Men der er flyselskaber, som ville være glade for at kunne nøjes med en times strejke blandt nogle bagagefolk.

Det kunne Air France-KLM ikke; i september strejkede selskabets piloter i to uger, og onsdag offentliggjorde selskabet regningen. Arbejdskonflikten har kostet selskabet op mod en halv milliard euro.

Det fortalte selskabet onsdag, da det offentliggjorde sine trafiktal for september.

For så vidt er selskabet sluppet billigt; selv om strejken varede i 14 dage, og der gik yderligere to dage, før flyene var på plads, hvor de skulle være, og trafikken var normal igen, så er passagertrafikken og godstrafikken kun faldet med henholdsvis 16 og 18 procent.

Trafikfaldet har nok kostet billet- og fragtindtægter, men har også givet nogle besparelser.

En halv milliard i tab

»Vi har sparet på variable omkostninger som brændstof og variable løndele. Vi har derfor også fået nogle besparelser, fordi flyene ikke fløj. Omvendt har vi også haft ekstraomkostninger til indkvartering, kompensation til de rejsende eller billetkøb til vores konkurrenters flyvninger for at kunne omdirigere nogle af vores passagerer, billetter som vi ikke har fået til de mest gunstige priser,« sagde Air France-KLMs finansdirektør, Pierre-François Riolacci, ifølge erhvervs-avisen Les Echos.

Hvad værre er, så er der muligvis nogle af passagererne, som er ved at have fået nok af Air France. I hvert fald fortæller selskabet også, at, da strejken begyndte, indtrådte der en vis opbremsning i billetbestillingerne til fjerde kvartal – »uden at man præcist kan fordele ansvaret for denne opbremsning mellem strejken og den ugunstige udvikling i efterspørgslen, man har kunnet se siden begyndelsen af sommeren«, fremgår det af Air Frances egen fondsbørsmeddelelse om trafiktallene.

Den direkte økonomiske nettoeffekt af strejken ligger et sted mellem 320 og 350 millioner euro, altså omkring 2,5 milliarder danske kroner, men lagt sammen med den lavere efterspørgsel fra kunderne vil tabet løbe op i en halv milliard euro, 3,8 milliarder kroner, på årets EBITDA-resultat.

Skrinlagte planer

Strejken, som begyndte 15. september, handlede faktisk ikke engang om løn eller andre goder. Den blev udløst af, at Air France-KLM planlagde at udbygge sit lavprisselskab, Transavia, som har en anden og billigere overenskomst.

»Dette handler om principper,« sagde formanden for SNPL, Syndicat National des Pilotes de Ligne, Jean-Louis Barber, da strejken begyndte.

Dermed ligner Air Frances problemer dem, som tyske Lufthansa har; også her har man planer om at udbygge sit eget billigselskab, Germanwings, og også her sker det under protest fra de faglige organisationer. Så sent som i slutningen af august blev lavprisselskabet ramt af en lille sekstimers advarselsstrejke blandt piloterne.

Uenigheden er stadig ikke overvundet, men hvor Lufthansa holder fast, har Air France i første omgang givet efter og skrinlagt sine planer. Hvilket måske, og måske ikke hænger sammen med, at den franske stat er storaktionær i flyselskabet med en ejerandel på 16 procent.