Kunderne betaler selv for PFAs gyldne løfter

Milliarderne til at opfylde PFAs løfter om store afkast til de kunder, der er omfattet af den såkaldte Kundekapital, betales af et gebyr fra kunder med traditionelle pensionstyper. Dette gebyr er ovenikøbet et af markedets højeste.

En uafhængig, økonomisk rådgiver opfordrer de PFA-kunder, der ikke får andel i selskabets Kundekapital, til at finde andre græsgange. Fold sammen
Læs mere

De tårnhøje og garanterede afkast, som PFA deler ud til især nye kunder i selskabet, stammer primært fra et gebyr, som kunder med de traditionelle pensioner betaler.

Gebyret er det såkaldte risikogebyr, som alle pensionsselskaber opkræver fra kunder med rentegarantier på deres pension. Det er en betaling for den risiko, som en rentegaranti på en pension udgør for pensionsselskabet.

Men i PFAs tilfælde springer to forhold i øjnene: Dels opkræver PFA et af markedets højeste risikogebyrer, og dels går pengene i høj grad til at opbygge den store pengetank, Kundekapital, som bliver brugt til at dele ud til nye kunder i form af lukrative afkast.

Dermed er det på dette punkt dyrt for kunderne i PFA Pension at have en pension med en garanti, selv om det ifølge pensionseksperter ikke er nødvendigt. PFA har et risiko- gebyr på højde med de bankejede pensionsselskaber i form af Nordea Liv og Pension og Danica Pension.

En milliard kroner om året

Risikogebyret er en betaling fra den enkelte kunde til PFA for den risiko, selskabet tager ved at give kunderne en garanti på en bestemt forrentning af pensionen, der skal række mange år frem i tiden. Og hos PFA betaler kunderne med en garanti på 4,5 procent et gebyr på 0,8 procent af deres opsparing. Det vil sige 8.000 kroner for hver gang, den enkelte har opsparet en million kroner. Samlet set henter PFA omkring en milliard kroner på risikogebyret om året. Risikogebyret hed tidligere driftsherretillægget, men er af branchen blevet omdøbt til risikoforrentning.

Det andet kundejede pensionsselskab AP Pension tager kun 0,6 procent i risikogebyr for kunder med den høje garanti på 4,5 procent. PFA kunne sagtens gøre det samme, vurderer direktør i mæglerselskabet Willis Søren Andersen.

»Det er unødvendigt med så høj en risikoforrentning ud fra en solvensmæssig betragtning. Og der bliver endnu mindre behov for det, når flere og flere kunder flytter over i markedsprodukterne PFA Plus, hvor der ikke er nogen garanti på pensionerne. Hvorfor opbygge så stor en kapital, når PFA i en fremtidig verden med markedsprodukter kun har brug for få milliarder kroner og allerede har en egenkapital på fem milliarder kroner,« siger direktør i Willis Søren Andersen, der fremhæver, at hos de bankejede pensionsselskaber er risikoforrentningen til for, at ejerne af pensionselskaberne kan tjene penge. Det er ikke tilfældet hos de kundeejede selskaber.

»PFA vil sige, at det er ligegyldigt, at kundekapitalen kommer til at fylde så meget, fordi størstedelen af betalingen på de 0,8 procent kommer tilbage til kunderne. Men for hr. Hansen er det ligegyldigt. Han har betalt den høje risikoforrentning, men det er ikke sikkert, at han får glæde af den. Spørgsmålet er, hvordan de her penge fra den kollektive kundekapital kommer tilbage til de rigtige kunder,« siger Søren Andersen og peger dermed på det forhold, som Berlingske Business har beskrevet i en række artikler: At hver tiende kunde i PFA ikke får glæde af Kundekapitalen og dens unormalt høje forrentning.

»Find nye græsgange«

Andre pensionseksperter mener heller ikke, at PFA har brug for at opkræve så stort et risikotillæg.

»Flere og flere af deres kunder flytter jo over i markedsrente, og det mindsker behovet for at opkræve risikotillæg,« siger privatøkonomisk rådgiver Kim Valentin, Finanshuset i Fredensborg.

Både han og uafhængig økonomisk råd-giver Marianne Thørs fra Confida er stærkt kritiske over for PFAs konstruktion og princippet i at opkræve et højt risikogebyr.

»Det er overraskende, at PFA tager næsten samme driftsherretillæg som de bankejede pensionsselskaber, idet de jo i højere grad kun har én interesse som kundeejet selskab: At give laveste omkostninger og højeste afkast til sine kunder – og vel at mærke de eksisterende kunder,« siger Marianne Thørs.

»Det er muligvis her, at kæden springer af. For bruges den ekstra reserve til at hverve nye kunder, går det ud over de eksisterende, og dermed har man ikke bestået prøven i at varetage kundernes interesser, som jo gerne skulle være den indlysende fordel i et kundeejet selskab,« siger Marianne Thørs, der har en klar opfordring til PFAs kunder.

»Jer, som ikke er omfattet af Kundekapital – find nye græsgange. I har fået stemplet som uinteressante,« siger Marianne Thørs.

PFAs høje risikotillæg har været kraftigt medvirkende til, at selskabets »kollektive Kundekapital« er vokset fra fem milliarder kroner tilbage i 2002 til små 16 milliarder kroner sidste år. Og det er de penge, som PFA bruger til at give nye kunder og de kunder, der er omfattet af Kundekapitalen, en garanti for et afkast på op til 20 procent af deres individuelle Kundekapital over en række år.

Den individuelle Kundekapital er knyttet til det enkelte pensionsdepot og kan sammenlignes med at have en aktie eller et garantbevis i den bank eller sparekasse, hvor man er kunde.

PFA havde torsdag ikke tid til at svare på Berlingske Business’ spørgsmål i sagen.