Kunder skal sikres ved globale netkøb

Returret ved internetkøb er en selvfølge i Europa, men globalt kniber det med rettighederne. Dansk forsker skal være med til at skabe fælles retningslinjer.

Ikke alle lande giver de samme rettigheder til forbrugerne, når de sidder foran computeren og køber varer fra hele verden. Det skal en gruppe på 20 forskere nu se nærmere på. Blandt forskerne er René Franz Henschel, lektor og ph.d. ved Juridisk Institut på Handelshøjskolen, Aarhus Universitet. Forskergruppens arbejde skal blandt andet bane vej for, at det bliver lettere for europæiske netkunder at handle i for eksempel amerikanske netbutikker.

Projektet er et samarbejde mellem forskerne og den internationale industriorganisation, IACCM, der har 1600 medlemmer fra 90 lande verden over og arbejder med aftaler i den globale netværksøkonomi. Slutresultat på arbejdet bliver en såkaldt modellov - en række retningslinjer, som virksomhederne kan tilslutte sig. Ifølge René Franz Henschel kan det skabe tryghed for kunderne.

- Når forbrugerne handler internationalt på nettet, vil de på forhånd vide, at de er sikret en række minimumrettigheder.

Sådan er det i Europa nu, hvis man handler med europæiske virksomheder, siger han.

I EU er de fælles minimumrettigheder for nethandel blandet andet syv dages fuld returret, også selv om emballagen er åbnet.

Det bliver ikke kun kunderne, men også virksomhederne, der kan få fordel af at tilslutte sig reglerne, mener Henschel.

/ritzau/