Kunder skal betale for aflyste flyafgange

Mange kunder oplever store frustrationer, fordi flyselskaberne aflyser afgange og lader passagerne selv betale for at ombooke rejsen.

Mange flyafgange er blevet aflyst under coronapandemien, men kunderne ender med selv at skulle betale for at kunne ombooke billetten. Mads Claus Rasmussen

Massevis af flyafgange er blevet aflyst under coronapandemien, men kunderne ender med selv at skulle betale ekstra for at kunne ombooke billetten. Det skriver Jyllands-Posten.

Typisk bliver ændringerne først kommunikeret ud til kunderne nogle uger før afgang, men akkurat tids nok til, at selskabet ikke skal betale en erstatningsrejse.

Sådan lyder det fra Flypenge.dk, der hjælper passagerer med at få økonomisk kompensation for blandt andet aflysninger. Her har man fået mange flere henvendelser om aflyste fly i 2021 sammenlignet med tiden før corona. Samme melding lyder fra Flyforsinkelse.dk.

Lars Arent, leder af Forbruger Europas kontor i Danmark, genkender problematikken fra Forbruger Europas hotline.

»Hen over vinteren har vi fået mange henvendelser fra folk, der er frustrerede over aflysninger af deres fly og står i en dum situation, hvor de får sat stolen for døren og får at vide, at de skal betale et gebyr, hvis de vil have nye billetter. Det er, som om der er gået mersalg i den – især blandt de selskaber, der formidler salg af flybilletter,« siger han.

Flyselskaber har under coronakrisen tabt milliarder af kroner, efter at stort set hele forretningsgrundlaget i perioder har været væk. Nogle selskaber er gået ned, mens andre har overlevet gennem hjælpepakker og gennem store kapitalindskud fra ejerne.