Opdateret

Kundeflugten fra det gamle TDC tager af

For første gang i årevis har den gamle TDC-koncern forøget antallet af tv-kunder, mens nu »kun« 6.000 bredbåndskunder har sagt op. Der kommer dog færre penge i kassen.

TDC forsvandt ved årsskiftet som Danmarks store telekoncern, som blev delt i Nuuday med YouSee som det største selskab og i TDC Net, der står for alle koncernens netværk. De to selskaber, som har samme ejere, konkurrerer helt selvstændigt og uden intern koordinering. Asger Ladefoged (arkiv)

Det er tilsyneladende langt om længe lykkedes for den gamle TDC-koncern at få sat en stopper for den kundeflugt, som har plaget selskabet gennem de seneste år.

I april-juni er det for første gang i årevis lykkedes at få flere til at købe et tv-abonnement. 5.000 flere er kommet til, så Nuuday-delen af det gamle TDC nu har 964.000 tv-kunder. Det skyldes dog alene, at Nuudays YouSee har vundet en stor antenneforening. Også antallet af mobilkunder fortsætter med at gå frem, denne gang med 9.000 – 5.000 privat- og 4.000 erhvervskunder – til 3,24 millioner. Til gengæld forsvinder der fortsat bredbåndskunder. 6.000 har sagt abonnementet op, så der nu er 1.040.000 tilbage. Og antallet af fastnetkunder fortsætter også nedad med et fald på 18.000 til 356.000.