Kulturministeren har "inspireret" Boserup til at gå

I en åbenhjertig mail til TV2's bestyrelse skriver formand Niels Boserup, at det er Brian Mikkelsen (K), der har "inspireret" ham til at forlade posten.

Niels Boserup, der torsdag offentliggjorde, at han stopper som formand for TV2's bestyrelse, var ikke alene om at træffe beslutningen. I en mail til de øvrige bestyrelsesmedlemmer skriver den 64-årige Niels Boserup, at "valget om at gå, er inspireret af kulturministeren (Brian Mikkelsen (K), men det skulle helt klart ske alligevel".

Han skriver desuden, at det er usædvanligt, at det ikke tidligere er sluppet ud, for det har været debatteret på Christiansborg i månedsvis.

- Da først Berlingske.dk bragte historien, følte jeg mig frigjort af mit løfte til Brian Mikkelsen og stillede op til interview med TV2 News. Vi er jo ikke en fabrik, der laver blå søm. Vi er det mest centrale nyhedsmedium, skriver han og henviser til, at Brian Mikkelsen havde bedt ham om at være meget fortrolig omkring overvejelserne om den fremtidige sammensætning af bestyrelsen.

- Det har jeg det ikke rigtig godt med. Hvor skal man lægge sin loyalitet, skriver han. Niels Boserup betror også bestyrelsesmedlemmerne, at han de seneste timer (torsdag aften) er blevet konfronteret med, at Brian Mikkelsen var utilfreds med bestyrelsens håndtering af direktør Per Mikael Jensens afgang i sommer.

Dengang blev bestyrelsen fra flere sider kritiseret for, at den ikke fritstillede Per Mikael Jensen umiddelbart efter, at han havde sagt op.

Men ifølge Niels Boserup bakkede kulturministeren op om beslutningen om, at han først skulle forlade TV2 i slutningen af august - en måned efter opsigelsen.

Mailen kritiserer også TV2's hovedaktionær (staten) for ikke inden generalforsamlingen fredag at have orienteret om de forestående forandringer i bestyrelsen.

- Men sjuskeriet i slige sager er påfaldende og absolut ikke første gang, når ejerskabet udøves af det offentlige, skriver han.

/ritzau/