Kulturministeren: Ærgerligt og for tidligt, at TV2-direktør går

Kulturminister Brian Mikkelsen (K) ærgrer sig over, at TV2 mister sin direktør Per Mikael Jensen. Omvendt skal TV-stationen nok få en god efterfølger: »Der er gode ledere rundt omkring,« mener ministeren.

Kulturminister Brian Mikkelsen er ærgerlig over, at Per Mikael Jensen forlader TV2, men peger på, at der er mange dygtige ledere rundt om i Danmark. Arkivfoto: Sigrid Nygaard Fold sammen
Læs mere
Det er et stort tab for TV2, at Per Mikael Jensen forlader posten som direktør efter kun godt et år, og det er også for tidligt, mener kulturminister Brian Mikkelsen (K).

»Jeg er ked af, at han forlader TV2 så hurtigt, fordi han har været en fremragende direktør. Han har rustet TV2 til den nye situation, som de elektroniske medier står over- for med globalisering og digitalisering, og han har virkelig skubbet TV2 i en rigtig retning. Det er ærgerligt, og det er for tidligt, han stopper.«

Hvordan stiller det TV2 som medieinstitution, at de nu efter kun godt et år allerede skal have en ny direktør?

»Jeg tror ikke, det betyder så meget. Man har gode ledere rundt omkring, og man har gang i en masse spændende projekter på TV2. Det er en kernesund forretning, som blot venter på, at vi får overstået de der retssager, så vi kan få solgt TV2.«

Da Per Mikael Jensen blev direktør blev det sagt, at han skulle gøre TV2 klar til et salg, så er hans afsked et udtryk for, at salget nærmer sig?

»Det kommer jo, men de retssager skal lige være afsluttet først, men det er jo ikke noget, som den danske stat beslutter, det er noget som retssystemet i EU afgør. Når de sager er afsluttet, bliver TV2 solgt.«

Tror du, det har været inde i hans overvejelser?

»Det tror jeg ikke. Jeg har jo snakket med ham om de her ting, og han har fået et jobtilbud, som er helt unikt. Han har haft det mest spændende job i Danmark inden for medieverdenen efter min mening, og nu får han så et af de mest spændende job i verden, og det kan jeg jo kun respektere.«