Kronprinsen var ikke nok for Mærsk

Mærsk gjorde meget for at få forlænget den lukrative olieaftale i golfstaten Qatar, men kom til kort over for det franske diplomati.

Foto: CLAUS FISKER. Mærsk gjorde meget for at få forlænget den lukrative olieaftale i golfstaten Qatar, men kom til kort over for det franske diplomati. (Foto: Claus Fisker)
Læs mere
Fold sammen

Meget tyder på, at forhandlingerne om en forlænget olieaftale i Qatar udviklede sig til også at have en storpolitisk agenda, hvor Danmark kom til kort over for det franske diplomati. Selv om A.P. Møller - Mærsk postede store summer i sponseringen af blandt andet håndbold-VM i Qatar og fik hjælp fra kronprins Frederik, var det ikke nok. Derfor afløser det store franske olieselskab Total danske A.P. Møller - Mærsk som operatør på det store Al Shaheen-felt.

Det står for 40 procent af Qatars samlede olieproduktion og har i mere end et årti været det klart vigtigste felt i A.P. Møller - Mærsk.

»Vi har vidst, at vi var oppe mod nogle af verdens største lande, der også har stærke kontakter i Qatar. Der har været pænt store udfordringer. Men vi leverede det, som vi mener, var det stærkeste tekniske bud, og når det ikke var nok, må vi anerkende, at de har valgt en anden vej,« siger Jakob Thomasen, der er administrerende direktør for A.P. Møller - Mærsks olieforretning Maersk Oil.

Total omsætter for mere end 1.100 milliarder kroner og er en af de såkaldte super­majors, som tæller verdens syv største private olieselskaber. Franskmændene vinder aftalen i et område, hvor Frankrig traditionelt har stærke interesser.

Frankrig hjælper virksomheder

»Det vil ikke komme bag på mig, hvis Fran­krig har været med til at gøde jorden for, at Total kan få den her aftale,« siger Søren Schmidt, lektor ved Aalborg Universitet.

Han siger, at Frankrig er god til at hjælpe sine private virksomheder ved for eksempel at tilbyde et land som Qatar andre ting i løbet af forhandlingerne.

»Frankrig kan et par ting, som Danmark ikke kan. Det er et stort land, og det har et dygtigt diplomati. Man har set, at det varetager landets kommercielle interesse meget aktivt. I det her område har det blandt andet en stor våbeneksport til golflandene og en flådebase i De Forenede Arabiske Emirater,« Søren Schmidt.

Frankrig og Qatar arbejdede blandt andet tæt sammen i Libyen i forbindelse med den mangeårige libyske diktator Muhammad Gaddafis fald. Og Frankrig har helt andre sikkerhedspolitiske tilbud på hylden end Danmark.

»Qatars betydning afhænger helt af de licenser, de har til olie- og gasforekomster. I den her sammenhæng kan jeg godt forstå, hvis Qatar hellere vil have et godt forhold til Fran­krig end til et lille land tæt på polarcirklen. Men om det er det, som er afgørende, ved vi ikke,« siger Søren Schmidt.

Han siger, at særligt den uro, som har spredt sig efter det arabiske forår, kan have fået Qatar til at læne sig mere op ad lande som Frankrig.

Sikkerhedspolitiske hensyn

»Vi lever i urolige tider, og jeg tror, at sikkerhedspolitiske overvejelser spiller en større rolle end tidligere. Før har Mærsk nemmere kunnet komme ind, fordi Mellemøsten var mere stabil, så lande som Qatar i højere grad kunne træffe rene kommercielle afgørelser. Men inden for de senere år er Qatar flere gange blevet banket på plads af Saudi-Arabien, og i den sammenhæng kan det være forståeligt, at landet gerne vil have et godt forhold til Frankrig,« siger Søren Schmidt.

Det er ikke, fordi A.P. Møller - Mærsk ikke har gjort meget for at få aftalen forlænget. Senest i februar var kronprins Frederik i landet, og både Nils Smedegaard Andersen, afgående topchef i A.P. Møller - Mærsk, og Ane Uggla, Mærsk-familiens nuværende overhoved, har været i Qatar for at møde landets emir og påvirke beslutningen.

Det danske selskab har også postet mange penge i at uddanne lokale fra Qatar og har sponseret forskellige begivenheder, herunder blandt andet VM i håndbold i 2015.

Jakob Thomasen siger, at der ikke var meget mere, det danske selskab kunne have gjort.

Han fortæller, at den nye kontrakt, som Total har underskrevet, er baseret på helt andre betingelser end dem, som A.P. Møller - Mærsk har været begunstiget af.

»Vi modtager ikke mange penge for de eksisterende tønder, men de nye, vi kan tilføje, vil vi blive belønnet for«, sagde Patrick Pouyanne, topchef i Total, tirsdag til det amerikanske nyhedsbureau Bloomberg i en kommentar til aftalen.

A.P. Møller - Mærsk fik kontrakten i Qatar tilbage i 1992 og begyndte at udvinde olie fra 1994.

Det danske selskab opnåede aftalen, fordi undergrunden minder om den, der er i Nordsøen. Dengang var der tvivl om, hvor meget olie der var i det store felt, men det kom senere til at vise sig at blive den nok mest lukrative enkeltaftale, som det danske selskab nogensinde har underskrevet.