Til marts står kronprins Frederik i spidsen for en delegation på mere end 30 danske og grønlandske virksomheder, som deltager i verdens største minekonference.

Det er første gang, at Kongehuset deltager i et erhvervsfremstød målrettet investeringer i Grønland.

Virksomhedsdelegationen, der er arrangeret af DI, Grønlands Erhverv og Generalkonsulatet i Toronto, får også selskab af energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Det oplyser DI i en pressemeddelelse.

Baggrunden for, at delegationen deltager i minekonferencen,, Prospectors & Developers Association of Canada er, at der i Grønlands undergrund ligger store mængder af råstoffer.

»Udviklingen af minedrift i landet gavner virksomheder og medarbejdere i både Grønland og Danmark, da der ofte er brug for kompetencer og ny infrastruktur. Mineselskaber fra Australien, USA og Kina investerer for tiden mange ressourcer i at udforske grønlandske råstoffer. Og med en ny aftale mellem den danske stat og Grønlands Selvstyre om finansieringen af nye lufthavne i Grønland er det ekstra interessant for virksomheder at investere i Arktis og Grønland,« skriver DI.

Ifølge investeringsbanken Guggenheim Partners er der over de næsten 15 år brug for 1 mia. dollar i investeringer i infrastruktur i Arktis.

»Her ligger Grønland godt placeret, og i september 2018 underskrev den danske regering en aftale med Grønlands Selvstyre om finansieringen af tre lufthavne til en værdi at knap tre milliarder danske kroner. I puljen er der også afsat 200 mio. kr. til Greenland Venture og Vækstfonden samt 20 mio. kr. til en erhvervspulje, der skal modne erhvervsprojekter i Grønland,« skriver DI.

Den grønlandske undergrund indeholder flere værdifulde råstoffer som bl.a. guld, rubiner, kobber, zink, titanium, nikkel og sjældne jordarter.

Der er to aktive miner i Grønland i øjeblikket. Den ene i Aappaluttoq, hvor der udvindes rubiner. Den andne ligger tæt på Kangerlussuaq, hvor mineralet anorthosit udvindes.