Kroer overvejer karteldom til næste uge

De dømte i sagen om krokarteller vil nærlæse dommen med advokaterne og først tage stilling til en eventuel anke i næste uge.

Der går fire til fem dage, før Danske Kroer og Hoteller vil tage endelig stilling til, om torsdagens dom for kartelvirksomhed bliver anket. Foreningen blev af retten i Horsens kendt skyldig i at have brudt konkurrencereglerne og idømt en bøde på 400.000 kroner. Samtidig fik bestyrelsesformand Lau Hilding Hvid og direktør Jørgen Arvad Christensen hver en bøde på 10.000 kroner. Bestyrelsesformand Lau Hilding Hvid er dybt skuffet over dommen og hele forløbet.

- Det har været en ualmindelig kedelig proces - ikke mindst da vi skulle forklare os i Konkurrencerådet, inden sagen kom for retten. Vi fik ti minutter til at gøre rede for sagen, og det tog bagefter seks minutter for direktørerne og professorerne at nå frem til, at der var tale om et kartel. Vi tager nu en dyb indånding og vil se, om sagen skal ankes, siger han til Ritzau.

I 2005 fandt Konkurrencerådet, at en række kroers prissamarbejde var ulovligt, og sagen blev overdraget til Bagmandspolitiet.

/ritzau/