Kritik af konkurrent er ingen hjælp

Europa bliver næppe en guldåre for Novo Nordisks fedmeprodukt, og kritikken af konkurrentens produkt er næppe en fordel.

Foto: Thomas Lekfeldt.
Læs mere
Fold sammen

Hvis man tror, at modstanden mod konkurrenten Orexigens fedmemiddel er en fordel for Novo Nordisk, må man tro om igen. Tværtimod er det blot med til at gøre fedmemarkedet i Europa endnu mindre attraktivt.

Sådan lyder det fra senioranalytiker i Sydbank Søren Løntoft Hansen.

Ifølge ham har det hele tiden stået klart, at det næppe er i Europa, at Novo Nordisk skal indløse gevinsten ved at få fedmemidlet Saxenda på markedet.

»Saxenda er en dyr behandling. Alene derfor bliver det ikke Europa, Novo Nordisk skal hænge sin hat på, når det gælder fedmebehandling. Samtidig tror jeg ikke, at kritikken af Mysimba vil gavne Novo Nordisk. For Novo Nordisk gælder det, at jo flere aktører, der er på markedet til at skabe opmærksomhed om nødvendigheden af medicinsk fedmebehandling, jo bedre,« siger Søren Løntoft Hansen.

»Saxenda bliver et amerikansk middel, og så kan Novo Nordisk måske sælge det på de asiatiske markeder, hvor patienter selv er villige til at betale for midlet. Markedet i Europa er årtier efter især det amerikanske,« siger Søren Løntoft Hansen.

Hvorvidt Saxenda ligefrem vil blive mødt med samme skepsis fra politisk hold og fra forbrugerorganisationernes side som Mysimba, er tvivlsomt.

Sine Jensen, seniorkonsulent i Forbrugerrådet, hæfter sig ved, at Saxenda kun består af et lægemiddelstof, som allerede er på markedet i Europa, nemlig Liraglutid, der indgår i diabetesmidlet Victoza, mens Mysimba består af to lægemidler, som ikke tidligere har været kombineret.

»Man er nødt til at se på det enkelte lægemiddel, og i Mysimbas tilfælde er der tale om et kombinationsprodukt. Det lyder godt med to i én, men vi ved endnu ikke, hvordan de to stoffer virker sammen på længere sigt,« siger Sine Jensen.

Margrete Auken, EU-parlamentariker for SF, kender ikke aktuelt til, at der skulle være en lignende modstand mod Novo Nordisks fedmemiddel og ønsker i øvrigt ikke at udtale sig om Novo Nordisks fedmemiddel på nuværende tidspunkt.

Novo Nordisk kommenterer af princip ikke på andre produkters godkendelsesproces.

Pressechef Katrine Rud von Sperling nøjes med i en mail at henvise til den selskabsmeddelelse, som Novo Nordisk udsendte, da det europæiske lægemiddelagentur EMA 22. januar i år anbefalede at godkende Saxenda. Her skriver Novo Nordisk, at selskabet forventer en markedsføringstilladelse fra Europa-Kommissionen i løbet af to til tre måneder.