Kriseramt bank får påtale for rentesjusk

Finanstilsynet har giver den krise- og skandaleramte Danske Andelskassers Bank en påtale for at have opkrævet for meget i rentebetalinger fra flere kunder

Foto: Henning Bagger

Danske Andelskassers Bank har fredag fået en påtale af Finanstilsynet, fordi den for 92 kunder har skjult en overrente i forbindelse med et komplekst lån.

Som beskrevet i Berlingske Business for en måneds tid siden, så var en kunde i banken blevet noget forundret over de renteopkrævninger, han fik fra banken på et såkaldt LIBOR-lån - altså et lån, som er hægtet op på den toneangivende rente.

Rentebetalingerne gav sig simpelthen ikke mening, og han gik til Finanstilsynet med sagen. Nu viser det sig, at der var problemer med Danske Andelskassers Banks opkrævninger af renter. Dog oplyser banken, at det er på andre lånetyper end det lån, som kunden henvendte sig til Berlingske med. Det var et såkaldt LIBOR-lån, mens de aktuelle sager drejer sig om CIBOR-lån.

I alt 92 kunder har i gennemsnit fået opkrævet 6000 kr. for meget i rente svarende til knap 600.000 kr. i alt.

Efter Finanstilsynets påtale har Danske Andelskassers Bank oplyst, at man vil tage initiativ til at rette op på fejlen og holde de involverede kunder kunder skadesløse i sagen.

Finanstilsynet når frem til, at der i sagen er tale om et brud på bankernes god skik-bekendtgørelse, fordi man i banken har afveget fra de aftaler, man har indgået med kunderne om et fast rentetillæg oveni CIBOR-renten. De involverede 92 lån omfatter de sager, hvor der i lånekontrakten er tale om et "tillæg" eller et "fast tillæg".

I forvejen er Danske Andelskassers Bank i strid modvind. Banken er blevet politianmeldt for at have udstedt ulovlige aktionærlån til kunderne i forbindelse med et aktiesalg. Det er ulovligt .

I går kom det så frem, at banken også har problemer med at overholde solvenskravene efter et besøg fra Finanstilsynet, hvad der er meget alvorligt for en bank. Danske Andelskassers Bank har derfor udskudt udsendelsen af sin delårsrapport, ligesom man nu er på observationslisten på Københavns Fondsbørs.

Fredag er bankens aktie styrtdykket med over 14 pct.