Krisen kradser i hver femte bank

I alt 19 af 91 banker i Danmark er i følge en ny risikoanalyse under hårdt pres.

Aarhus Lokalbank er blandt de banker, som i en risikoanalyse af Niro Invest bliver udpeget som udsatte. Fold sammen
Læs mere
Foto: Kim Haugaard
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Undersøgelsen er foretaget på baggrund af bankernes regnskaber for 2011 og viser ifølge Nicholas Rohde fra Niro Invest, hvilke banker der er udsatte og behæftet med en risiko, skriver Børsen.

De seks lavest placerede pengeinstitutter i de tilsvarende analyser de foregående to år er i dag enten afviklet eller under statens skraldeselskab for krakkede banker, Finansiel Stabilitet.

- Ligesom tidligere gælder det for de lavest placerede pengeinstitutter, at de har betydelige udfordringer. Det må anses for flere af dem, at det ikke vil være muligt for dem at fortsætte som selvstændige pengeinstitutter. Derfor skal de have fundet sig en fusionspartner eller en køber, siger Nicholas Rohde til Børsen.

I bunden af Niros liste findes Aarhus Lokalbank, som siden årsregnskabet imidlertid allerede er blevet fusioneret sammen med Vestjysk Bank, som ligeledes er blandt de svage banker med en placering som nummer 88 i analysen. Listen over udsatte banker tæller ligeledes navne som børsnoterede Sparekassen Lolland, Totalbanken, Hvidbjerg Bank, Alm. Brand Bank og Vordingborg Bank.

At der har været flere eksempler på fusioner mellem usunde banker, som tilfældet med Aarhus Lokalbank og Vestjysk Bank, bekymrer Nicholas Rohde. Han vurderer, at de i sidste ende risikerer at stå med endnu større udfordringer, fordi en fusion flytter ledelsesfokus væk fra bankens akutte økonomiske udfordringer. Han venter dog fortsat at se en fusion mellem to sunde banker.

- At dette ikke er sket endnu skyldes efter min opfattelse, at de sunde institutter fortsat er bekymrede for om vi kan se en klar afslutning på krisen. Når to sunde og større institutter går sammen kan det indirekte være et signal om, at vi er på vej mod mere normale markedsvilkår, siger Nicholas Rohde.