Krisemøde om aske-situation hos DI

Kl. 9.30 her til morgen mødes transportministeren med repræsentanter fra flyindustrien hos brancheorganisationen DI. Cimber ønsker at slippe for omkostninger til passagerernes hotel og forplejning.

Foto: Brian Bergmann
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Her til morgen mødes repræsentanter fra den kriseramte flyindustri med transportminister Hans Christian Schmidt. Mødet finder sted kl. 9.30 i brancheorganisationen DI's lokaler på Rådhuspladsen i København, hvor flyselskabernes ledere vil fremsætte deres krav og ønsker overfor ministeren, som senere i dag deltager i en video-konference med sine EU-kolleger.

Adm.direktør  Jacob Krogsgaard fra Cimber-Sterling er netop nu på vej til mødet, som er stablet på benene på DI's initiativ. Fra taxa'en oplyser han, at Cimber-Sterlings ønske er, at flyselskaberne slipper for udgifterne til hotel og forplejning. Flyselskaberne er forpligtet til at afholde disse udgifter for passagerer, som er strandet rundet omkring.

"Det er en EU-forordning, som pålægger os at betale for hotel og forplejning. Under normale omstændigheder støtter vi denne forordning fuldt ud, fordi den forhindrer flyselskaberne i at overbooke og efterlade passgererne på herrens mark. Men når som nu er tale om force majeur, så mener vi ikke, at det er rimeligt, at regningen skal bæres af flyselskaberne," siger Jacob Krongaard.
Cimber-Sterling har endnu ikke overblik over, hvor mange passagerer, der i øjeblikket er strandet rundt omkring i Europa:

"Mange er kommet hjem, men der sidder også mange, som ikke har fundet hjem endnu," siger Jacob Krogsgaard.

Det er således endnu ikke muligt at vurdere, hvor stor den samlede regning for strandede flypassagerer bliver for de europæiske skatteydere - hvis det bliver dem, der kommer til at betale den.