Krise varsler massedød blandt skibsværfter

To af de tre største på finansieringsmarkedet for skibe, tyske HSH Nordbank og særligt Royal Bank of Scotland, er ramt af alvorlig krise.

Foto: Scanpix
Samtidig mangler halvdelen af den globale skibsordrebog på 5-600 mia. dollar at blive finansieret. Det skriver dagbladet Børsen torsdag.

Et svimlende beløb, der svarer til det danske bruttonationalprodukt.

Nordea, der er nr. fire på verdensmarkedet for skibsfinansiering, og Danmarks Skibskredit, der er nr. 14, er ikke i tvivl om, at en stor del af den ufinansierede del på op mod 300 mia. dollar ikke kan løftes ved de private bankers hjælp.

Værfter er begyndt at bukke under, og det vil fortsætte, medmindre staterne træder til.

"Jeg tror faktisk, at bankerne kun kan løfte en meget lille del af den ufinansierede ordrebog i øjeblikket. Det er der ingen tvivl om. Vi har lavet beregninger, der viser, at behovet for nyfinansiering er lige så stort i 2009 og 2010 som i 2008, som var cirka 150 mia. dollar om året. Det var, hvad der kom fra bankerne i form af syndikerede og bilaterale lån," siger Lars Kyvsgaard, chef for Nordea Bank Danmarks skibsfinansiering.

Nordea havde ved udgangen af tredje kvartal udlån på omkring 100 mia. kr. til skibsindustrien, skriver Børsen.