Krigen spidser til: YouSee opsiger kontrakten med Discovery

Tv-krigen mellem YouSee og Discovery eskalerer.

Yousee har nu formelt opsagt sin aftale med Discovery. Fold sammen
Læs mere
Foto: Torkil Adsersen

Nu har YouSee opsagt kontrakten med Discovery - og det får betydning for over en million danskere.

YouSee sendte i går den 30. september en formel opsigelse af sin aftale med Discovery. Det betyder, at YouSee nu står uden 11 af Discoverys kanaler fra årsskiftet, skriver Discovery i en pressemeddelelse.

Dermed mister alle YouSees 1,1 million danske tv-kunder adgangen til Discoverys kanaler, så som Kanal 5, 6'eren og Eurosport- og Discovery-kanalerne.

»YouSee har nu formelt opsagt sin aftale med Discovery. Vi modtog en opsigelse fra dem i går. Det betyder desværre, at vi fra og med 1. januar ikke længere har en aftale med YouSee,« siger Discoverys administrerende direktør Christian Kemp.

For de mange danskere, som er kunder hos YouSee betyder det, at de fra årsskiftet går glip af Discoverys kanaler, der eksempelvis viser mange superligakampe, herrelandsholdets VM-kvalifikationskampe samt programmer som '5. gear', 'Politijagt' og 'Ex on the Beach'.

Stridens kerne er, hvordan Discoverys kanaler skal udbydes i YouSee's kabel-tv-pakker.

»YouSee synes beklageligvis at holde fast i, at de kun vil lægge vores kanaler i sit Bland Selv-tilbud, og at dette er det eneste alternativ, de vil forhandle om. Som vi hele tiden har sagt, bliver det ikke aktuelt fra vores side. Ændringen vil i princippet betyde, at YouSee vil forskelsbehandle os som kanalgruppe, da vi er de eneste, som kun ville ligge i Bland Selv – og at de i realiteten ikke vil betale for vores kanaler. Så konsekvensen er kort sagt, at alle YouSee-kunder står uden vores kanaler fra 2020,« siger Christian Kemp.

YouSee-direktør Jacob Mortensen har tidligere forklaret til B.T., at ændringerne i tv-pakkerne skyldes 'ændrede forbrugertendenser' og 'større efterspørgsel på fleksibilitet'.

Derfor vil YouSee-kunder med 'bland-selv' få flere mulige kanaler og streamingtjenester at vælge imellem.

»Når vi laver ændringer til vores tv-produkter, er vi inde og røre ved rigtig mange menneskers hverdag. Jeg har fuld forståelse for, at mange gerne vil se de her kanaler,« sagde han og udtrykte forhåbning om at lande en aftale med Discovery.

Det skete ikke.

Hos Discovery giver man ikke meget for YouSees argument om, at det ville give kunderne større frihed, hvis Discoverys kanaler endte i 'Bland Selv'.

I stedet anklager Discovery YouSee for at forsøge at presse dem ud af tv-markedet.

»Hvis det her virkelig handler om valgfrihed og fleksibilitet, så burde YouSee fjerne de faste TV-pakker og flytte alle kanaler over i Bland Selv inklusive deres egen kanal Xee – og ikke kun Discoverys. I mine øjne er det desværre slet ikke det, der er målet for YouSee: YouSee bruger i stedet sin dominerende markedsposition til at presse Discovery ud af tv-markedet og diktere, hvilket TV-indhold deres kunder skal se,« lyder det fra Christian Kemp.