Krav skærpet til ny Samsøfærge

Søfartsstyrelsen har skærpet kravene til besætningen på ny Samsø-færge. Færgeselskab troede, færgen kunne betjenes af kun fire besætningsmedlemmer.

Læs mere
Fold sammen
Sikkerheden for passagererne på den ny Samsøfærge Kanhave mellem Jylland og Samsø skulle nu være i orden, efter at Søfartsstyrelsen har skærpet kravene til besætningens størrelse.

Færgeselskabet troede, at den nye færge med plads til 600 passagerer og 110 biler kunne betjenes af kun fire besætningsmedlemmer. Men den tese dumpede i praksis, da Søfartsstyrelsen skulle sikkerhedsgodkende færgen, og derfor er kravet nu skærpet til minimum fem besætningsmedlemmer.

Overskibsinspektør Arne Ulstrup fra Søfartsstyrelsen siger, at de fire besætningsmedlemmer ikke var nok.

- Kravet til besætningen om bord er sat op til minimum fem besætningsmedlemmer, og det gradueres opad i takt med antallet af passagerer, siger Arne Ulstrup.

Søfartsstyrelsen er i færd med de sidste tekniske godkendelser af den nye færge, som er bygget på et værft i Grækenland. Den skal afløse færgen Vesborg, der har plads til 440 passagerer og 70 biler. Vesborg var bemandet med fem besætningsmedlemmer, og derfor vakte det stor bekymring hos både Sømændenes Forbund og Søfartens Ledere, at Søfartsstyrelsen på forhånd havde godkendt besætningen på den nye færge til kun fire besætningsmedlemmer, selv om den er større og kan rumme flere biler og passagerer end den gamle færge. De to fagorganisationer frygtede for passagerernes sikkerhed.

- Det er rigtigt, at færgeselskabet fik en foreløbig godkendelse til kun fire besætningsmedlemmer, men den var bundet op på et vilkår om, at det skulle afprøves i praksis. Og her viste det sig at være for lidt i forhold til sikkerheden omkring evakuering og brand om bord, siger Arne Ulstrup.

Færgeruten mellem Hou i Jylland og Sælvig på Samsø drives af Samsøtrafikken, der er ejet af Nordic Ferry Services A/S. Det er et ligeligt samarbejde mellem Clipper A/S og Bornholmstrafikken A/S. Den daglige drift varetages af Bornhomstrafikken.

/ritzau/