Aktierne i Vestas stiger kraftigt, efter planerne om en historisk stor udbygning af vindmøllekapaciteten i Nordsøen blev offentliggjort.
Vestas-aktien er åbnet med et plus på 7,3 procent onsdag morgen.
»Stigningerne i Vestas skyldes energiplanerne i Nordsøen,« siger Jacob Pedersen, analysechef i Sydbank.
Også aktierne i Ørsted er steget. Her kan virksomheden notere et plus på godt tre procent.
Stigningerne kommer, efter flere lande rundt om Nordsøen har indgået en gigantisk aftale om havvindmølleparker. Det sker for at gøre flere europæiske lande mindre afhængige af russisk gas.
Aftalen vil kræve investeringer for over 1.000 milliarder kroner, tidoble kapaciteten for havvind i Nordsøen frem mod 2050 og sikre grøn strøm til omtrent 230 millioner europæiske husstande.
Aftalen, der skal indgås mellem Danmark, Tyskland, Holland og Belgien, indebærer, at der skal produceres 150 gigawatt havvind i Nordsøen inden 2050. Og de fire lande vil allerede inden 2030 bygge havvindmøller med en kapacitet på 65 gigawatt.
Ifølge Politiken skal der sættes 10.000 af de allerstørste vindmøller op i hovedsageligt Nordsøen, og regeringen vurderer, at knap en fjerdedel af dem skal stå i den danske del af Nordsøen.
Den udbygning vil både Vestas og Ørsted sandsynligvis komme til at spille en helt central del i.