Kræftmiddel giver Genmab endnu en optur

Genmab fortsætter de gode takter i 2017 med endnu en opjustering. Medicinalvirksomheden sælger mere af kræftmidlet Darzalex end forventet, og det har givet højere royalties fra partneren Johnson & Johnson.

Foto: NF. Genmab satte fredag lukkerekord i 1.377 kr. efter en stigning på 1,1 pct. Mandagens opjustering udløste en ny lukkerekord – denne gang en stigning på 1,8 pct. til slutkurs 1.402 kr.
Læs mere
Fold sammen

Medicinalvirksomheden Genmab fortsætter sin fremmarch med kræftmidlet Darzalex, et produkt til behandling af knoglemarvskræft. Mandag opjusterede selskabet igen forventningerne til helårsregnskabet og løber dermed videre ad samme spor, som blev fulgt i 2016.

»Nu får vi Darzalex at se i vedligeholdelsesterapier, så man rykker længere op i behandlingsparadigmet og får dermed adgang til flere patienter. Det betyder, at Darzalex nu for alvor begynder at lette her i 2017,« siger Frank Hørning Andersen, aktieanalytiker i Jyske Bank, om Genmabs justerede forventninger.

Lige før jul ventede ledelsen med Jan van de Winkel i spidsen, at årets omsætning ville komme til at ligge i niveauet 1,72 milliard kroner til 1,77 milliard kroner, og at driftsresultatet ville ende i niveauet 895 til 945 millioner kroner.

Men et større salg af Darzalex end ventet i fjerde kvartal har givet Genmab højere royalty-­indtægter, og nu lyder prognosen for omsætningen på 1,79 til 1,84 milliard kroner, mens indtjeningsforventningen er hævet til niveuet fra 1,015 til 1,065 milliard kroner.

Det var i nogen grad ventet, at omsætningen på Darzalex ville være lidt højere i regnskabsårets fjerde kvartal, end Genmab havde budgetteret med. Genmabs partner, Johnson & Johnson, fremhævede allerede ved fremlæggelse af regnskab i januar kræftmidlet som en af de vigtigste nøgler til selskabets vækst.

Bliver Genmab købt op?

Johnson & Johnson er partner på flere af Genmabs projekter, men selv om det amerikanske selskab betaler høje royalties til Genmab, vurderer Frank Hørning Andersen, at det stadig er for tidligt at tale om et eventuelt opkøb.

»De udvikler noget i fællesskab, og godt nok kommer Johnson & Johnson til at betale nogle okay store royalties, hvis det bliver til noget. Men bliver det ikke til noget, har man ikke brugt mange milliarder på at købe et selskab,« siger aktieanalytikeren og fortsætter:

»For mig at se skal der være noget mere fra pipelinen af de projekter, de er fælles om, eller et langt større potentiale end det, vi ser i øjeblikket, før jeg tror Johnson & Johnson vil købe Genmab. Men man kan ikke afvise, at den tid kan komme,« siger han.

Søren Løntoft Hansen, aktieanalytiker i Sydbank, vurderer ligeledes, at Genmabs værdistigning først og fremmest er drevet af den gode udvikling i Darzalex. Selv om han er enig med Frank Hørning Andersen i, at et salg af Genmab ikke ligger lige for, mener han, at Genmab har et rimeligt potentiale til at blive opkøbt – eventuelt af Johnson & Johnson.

»Vi ser ofte overtagelser af biotekselskaber – især biotekselskaber med midler, der sælger rigtigt godt. Man kan vist roligt sige, at Darzalex mod knoglemarvskræft har overgået de forventninger, der på forhånd var, og sælger rigtigt godt,« siger Søren Løntoft Hansen om kræftmidlet, der blev godkendt af de amerikanske myndigheder i november 2015.

»Der ligger et solidt fundament for videreudvikling af Genmab. Når man er børsnoteret, er man til salg hver dag, og Genmab er et interessant selskab. Det er der måske nogle medicinalselskaber, der sidder og holder øje med,« siger Søren Løntoft Hansen.

Genmab satte fredag lukkerekord i 1.377 kr. efter en stigning på 1,1 pct. Mandagens opjustering udløste en ny lukkerekord – denne gang en stigning på 1,8 pct. til slutkurs 1.402 kr.

Selskabets endelige regnskab for 2016 bliver offentliggjort 22. februar 2017.