Korruptionssag udskyder underskrift om ny Storstrømsbro

Kammeradvokat skal undersøge italienske firmaer bag ny Storstrømsbro for korruption. Underskrift er udskudt.

Foto: Søren Bidstrup

De tre italienske firmaer, der står til at skulle bygge den nye Storstrømsbro, er tirsdag i København. Her havde de regnet med at skulle skrive under på det 2,1 milliarder kroner dyre byggeprojekt.

Men underskriften er udskudt, fortæller transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA) efter et lukket samråd om sagen tirsdag eftermiddag.

- Det er for at have den ekstra sikkerhed, at nu kigger vi på det igen. Det er Kammeradvokaten, der gør det på vegne af staten, for at se om alting er, som det skal være, siger ministeren efter samrådet.

- Og så kan vi sætte os sammen igen kort tid inde i det nye år og gennemgå materialet.

Fagbladet 3F afslørede mandag, at to af de tre italienske firmaer i konsortiet, der har vundet opgaven med at bygge Storstrømsbroen, er ramt af en korruptionssag i Venedig, hvor de skal forsvare sig i retten.

Sagen har fået både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at kræve, at der bliver trukket i håndbremsen, så sagen kan undersøges til bunds, inden der indgås endelig kontrakt med det italienske konsortium.

Ole Birk Olesen forsikrer, at projektet ikke bliver væsentligt forsinket med udskydelsen af underskriften.

- Det betyder ikke nogen væsentlige forsinkelser - og måske overhovedet ingen forsinkelser - om der bliver underskrevet i dag eller kort inde i det nye år, siger han.

Spørgsmål: Betyder det også, at du kan give en garanti for, at de her firmaer ikke er involveret i korruption?

- Det er jo det, vi skal have Kammeradvokaten til at se på. Om der er noget på de firmaer, eller om det alene handler om, at der er nogle personer, der har været i de virksomheder, som på et tidspunkt har gjort noget.

Ministeren betoner, at han har indtryk af, at reglerne er fulgt, og at Vejdirektoratet har gjort sit arbejde godt.

- Det ser ud til, at de har gjort det godt. De har bedt om dokumentation for, at virksomhederne har en ren straffeattest.

- Vi har bare brug for en tryghedsperiode, hvor vi en gang til kan vende tingene, siger Ole Birk Olesen.

/ritzau/