Korruption og overvågning bremser ikke Telia i øst

Telegiganten tjener gode penge i de tidligere sovjetrepublikker mod øst. Problemer med korruption og overvågning skal bekæmpes, så forretningen drives på ordentlig vis, siger topchef Johan Dennelind.

Telias topchef gennem det seneste år, Johan Dennelind, tror fortsat på, at det kan lykkes at rydde op, så også forretninger i vækstområder som Centralasien kan gøres på et etisk forsvarligt grundlag. Arkivfoto: Albert Gea, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Foto: ALBERT GEA
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et af verdens ti største mobilselskaber, svensk-finske Telia, bliver i Eurasien, selv om bestikkelse, korruption, overvågning og risiko for børnearbejde har plaget koncernen gennem snart to år. Det skal i stedet bekæmpes gennem ordentlig forretningsskik.

Det fastslår Telias topchef siden september 2013, Johan Dennelind, over for Svenska Dagbladet.

»Vi kan se, at der findes muligheder for at bringe Eurasien op på næste niveau, udvikle vore virksomheder og endog tage del i den dataeksplosion, som nu kommer. Men det må ske med helt andre briller på og med et helt andet fokus, når det gælder bæredygtig virksomhed. Det er ikke nok bare at gøre forretning, det skal ske på en bæredygtig måde,« siger Telia-topchefen til avisen.

Afsløringer kostede ledelsen jobbene

Siden svensk TV først afslørede, at Telia havde et tæt samarbejde med sikkerhedstjenesterne i diktaturerne i Aserbajdsjan, Hviderusland og Usbekistan, og siden, at Telia angiveligt har betalt store summer under bordet til den usbekiske ledelse gennem et skuffeselskab i Gibraltar for at få en eftertragtet 3G-mobillicens i landet, er bølgerne gået højt i telekoncernen, som den svenske stat som største aktionær ejer 37,3 procent af aktierne i.

Sidste år gik topchef Lars Nyberg af, og store dele af bestyrelsen blev af den daværende, borgerlige regering presset til at gå af. 1. september 2013 tiltrådte så Johan Dennelind for at rydde op i forretningen og få strammet etikken.

Det har siden kostet endnu en række direktører jobbet, men trængslerne er langtfra forbi.

Ny sag dukkede op mandag

Så sent som mandag meddelte telegiganten, at en række kontrakter med underleverandører til datterselskabet Kcell i Kasakhstan er blevet indgået i strid med Telias retningslinier. En undersøgelse er sat i gang.

En stadig større del af Telias forretning ligger i de tidligere sovjetrepublikker i Eurasien Alene i Usbekistan har Telia investeret omkring syv milliarder svenske kroner.

»Vi bliver måske aldrig færdige. Det er en øget indsats, som vi gør for at få orden og styr på sagerne. Det betyder implicit, at vi siger, at vi ikke har haft det tidligere. Hvad der dukker op i morgen, ved vi ikke, det må vi tale om, når det sker. Det er måske ikke så overraskende, at der dukker sager op, når man øger fokus og sætter tryk på det,« siger Johan Dennelind til Svenska Dagbladet.