Kontroversiel kæde scorer kassen

Tøjfabrikanten GAP er en af verdens værste, når det gælder social ansvarlighed. Men kunderne stormer alligevel til kasseapparatet.

Kunder foran en GAP-forretning i San Francisco, USA. Foto: Robert Galbraith, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den verdensomspændende detailkæde GAP præsenterede torsdag et kvartalregnskab, der fordobler omsætningen i forhold til året før.

Resultatet for regnskabet i andet kvartal i 2008 blev 229 millioner dollar (1,15 milliarder kroner) i forhold til 152 millioner dollar (760 millioner kroner) sidste år. Det var mere, end analytikerne forventede, og derfor steg aktiekursen på Wall Street fire procent, straks efter at rapporten blev offentliggjort torsdag.

7.000 virksomheder

Men selskabets succes er ikke uden omkostninger. Det ligger som nummer fire på en liste over de ti mindst samvittighedsfulde selskaber i verden.

Det oplyser et schweizisk konsulentfirma, REPRISK, der laver risikoanalyser for banker, udviklingsbanker og pensionsfonde. Det indsamler data om selskaber og deres forhold til de normative standarder for CSR - virksomhedernes sociale ansvarlighed. REPRISKs database indeholder over 7.000 virksomheder, og GAP er den fjerde mindst samvittighedsfulde.

Ifølge REPRISK ignorerer GAP de sociale normer ved at bryde arbejderes rettigheder og regler om miljøbeskyttelse. Blandt sagerne i REPRISKs database er gentagne irettesættelser for at sælge produkter fremstillet i såkaldte sweatshops, som er tekstilproduktion under umenneskelige vilkår. I Vietnam og Mexico har arbejdere fra selskabets leverandører strejket i længere perioder på grund af for dårlig betaling og brud på menneskerettigheder.

Wal-Mart topper listen

Det er kun den enorme amerikanske detailkæde Wal-Mart og tre store olieselskaber, der ligger længere oppe på den sorte liste end GAP.

GAP bliver ofte kaldt H&Ms største konkurrent. Den verdensomspændende kæde har desuden to eksklusive søsterforretninger, der hedder Banana Republic og Old Navy. Tilsammen har de tre slags butikker over 3.000 butikker i hele verden.