Kontanthjælps-modtager tilkendt retten til millioner

En strid om de 150 millioner kroner i Hede Nielsens fond har givet medhold til den gren af familien, der hidtil har stået uden for indflydelse.

Foto: Martin Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>60-årig Claus Hede Nielsen kan muligvis se sin hverdag som kontanthjælpsmodtager udskiftet med én som millionær efter en kontroversiel afgørelse i Civilstyrelsen, der tilkender ham ret til legater fra Familien Hede Nielsens Fond.

Afgørelsen fastslår, at både Claus Hede Nielsen og Karin Hede Nielsen, der er enke efter hans halvbror, uretmæssigt har været afskåret fra familieformuen i årtier. De to vil nu kræve en millionudbetaling. Det skriver Børsen.

Hede Nielsen-koncernen blev grundlagt i 1906 og opbyggede op gennem 1900-tallet en række virksomheder inden for cykelproduktion, radio, TV og industrigas. Familie-fonden blev grundlagt i 1971, men i 1981 blev formålsparagraffen ændret, så fonden ikke længere kunne udbetale penge til familiemedlemmer og deres ægtefæller.



Det er den paragraf, som Civilstyrelsen nu har erklæret ugyldig, og dermed er det de oprindelige vedtægter, der gælder. Det giver Claus Hede Nielsen og hans svigerinde mulighed for at hente penge i den 150 millioner kroner store pengekasse - enten gennem et forlig med den øvrige del af familien eller gennem en retssag.

"Mit udgangspunkt er, at vi vil gøre et betydeligt krav gældende med tilbagevirkende kraft. Det bliver i millionstørrelsen," siger Finn C. Larsen, der er advokat for Claus og Karin Hede Nielsen.

For 60-årige Claus Hede Nielsen, der er kontanthjælpsmodtager, vil det betyde en kæmpe omvæltning. Han vendte hjem til Danmark uden en krone på lommen i 2008 efter 41 år i udlandet. Han bad sin halvbror Leif Hede Nielsen, der i en årrække har kørt både fond og familievirksomhed, om hjælp, men fik nej.

"Vi er ikke ude på at ødelægge fonden. Jeg ser gerne, at den fortsætter med at støtte velgørende formål. Men vi er berettigede til et rimeligt million-beløb. Hvis min halvbror Leif havde hjulpet mig, da jeg bad om hjælp, var denne sag aldrig opstået," siger Claus Hede Nielsen.

Leif Hede Nielsen overvejer nu at anke Civilstyrelsens afgørelse til domstolene.

"I forhold til den tid, hvor det (vedtægtsændringen, red.) blev lavet, så mener vi bestemt, at man kunne gøre det på den måde, vi gjorde det. Det er lidt underligt, at man så lang tid efter kommer og ser på de ændringer, vi lavede, i et nutidigt lys (...) Det er svært at styre noget som helst, når man er underlagt sådan nogle regler," siger han og beklager genindførelsen af fondens oprindelige formålsparagraf-

"Det var slet ikke tanken, at midler fra fonden skulle tilfalde familien, det skulle ikke være en socialkasse til familiebrug. Den kendelse, der er kommet, får den følge, at det man vil bruge til det formål, vil gå ud over de midler, som ellers ville gå til de mennesker, der søger støtte. Det er det triste i det," siger Leif Hede Nielsen.

I 2001 købte franske Air Liquide Hede Nielsen A/S for et trecifret millionbeløb. Koncernen omsætter nu for 450 millioner kroner.