Konsulenthus spår Trustpilot en gylden fremtid

Den fremadstormende tech-virksomhed bliver blåstemplet af London-konsulenthus, der udnævner Trustpilot til kandidat til at blive en milliard dollar værd.

Peter Holten Mühlmann er stifter og ejer af Trustpilot, som han grundlagde i 2007. I dag beskæftiger anmeldersitet omkring 300 mennesker i bl.a. Danmark, England og USA. Arkivfoto: Linda Kastrup
Læs mere
Fold sammen

Trustpilot er kommet i fint selskab. Det britiske konsulenthus GP Bullhound har en liste over 40 europæiske teknologivirksomheder, der er over en milliard dollar værd, og nu spår den London-baserede virksomhed, at det danske brugeranmelselse-site har retning mod listen.

I hvert fald er Trustpilot, der for nylig rejste en halv milliard kroner, kommet på en top 13-liste over potentielle kandidater. Det i selskab med navne som svenske Izettle og tyske Soundcloud.

Stifter af og topchef i Trustpilot, Peter Holten Mühlmann, er glad for opmærksomheden, men tager også spådommen med ophøjet ro.

Hvordan har du det med at være på listen?

»Det gør mig glad, at vi er kommet på radarskærmen i det store udland. Det er rart at se, at der er nogle, der tror på det, vi gør. Omvendt møder jeg nogle, specielt efter vores seneste kapitalrejsning, der bare antager, at Trustpilot både er og bliver den her kæmpe succes. Jeg har stor respekt og ydmyghed over for det, der ligger forude. Jeg tager ikke noget for givet. Men det en rigtig fin anerkendelse at være i selskab med dygtige selskaber på sådan en liste.«

Hvad kommer til at præge året 2015?

»Den første del af året gik godt med vores store kapitalrejsning, og den har i høj grad præget hverdagen indtil nu. Den anden halvdel kommer nok til at handle om at finde fodfæste. Vi kommer nok først til at se accelerationseffekten i 2016. Man skal have ansat en masse, bygget organisationer op, have folk kørt ind i det, og det taget faktisk noget tid – typisk seks måneder – før du kan omsætte det til konkrete tiltag.«

Hvad kan du bruge en sådan listeplacering til?

»Det er meget abstrakt med den slags tal og forudsigelser. Der skal godt nok ske meget, før vi lander og bliver så store der. Det er dejligt, at der er nogen, der tror på os, men jeg tror, man skal passe på ikke at spænde vognen foran hesten. Det hele handler grundlæggende om at bygge en solid virksomhed op. Hvis du gør det, så følger det andet efter. Jeg tror mere på at sætte sådan et mål, end et arbitrært kroner-og-øre-mål. Men det ændrer jo ikke ved, at det er et kæmpestort skulderklap.«