Konsulentgiganter går sammen i fusion til 86 mia. kr.

En stor fusion i konsulentbranchen er en realitet, da amerikanske IHS og britiske Markit har besluttet at slå sig sammen i en handel til en værdi af 13 mia. dollar eller 86 mia. kr.

Foto: Valentyn Volkov. ARKIVFOTO.
Læs mere
Fold sammen

Det fremgår af en fælles meddelelse fra de to selskaber.

Fusionen vil ifølge selskaberne selv skabe det førende selskab inden for information, analyser og løsninger til virksomheder.

Handlen er skruet sammen på den måde, at det "gamle" IHS kommer til at have 57 pct. af aktierne i det nye selskab, mens Markit-aktionærerne sidder på de resterende 43 pct.



De to selskaber regner med, at fusionen vil give årlige besparelser på 125 mio. dollar. Det skal være med til at sikre en vækst i indtjeningen på 20 pct. i 2017.

Det fusionerede selskab vil få navnet IHS Markit og havde sidste år tilsammen en omsætning på 3,3 mia. dollar, hvilket gav et driftsresultat før skat, renter samt af- og nedskrivninger, EBITDA, på 1,2 mia. dollar.

Det nye selskab får hovedsæde i London, men vil også have en stor afdeling i USA.
Handlen skal godkendes af diverse konkurrencemyndigheder, men der er en forventning om, at den er endeligt på plads i anden halvdel af 2016.

/ritzau/FINANS