Konkursramt selskab tabte over 700 millioner kroner på mindre end et år

Det krakkede lampeselskab Hesalight gik fra en egenkapital på minus 23 mio. kr. i december 2015 til et kæmpeminus på omkring 800 mio. kr. ved konkursen knap et år senere, vurderer kurator i konkursboet.

Arkivfoto.
Læs mere
Fold sammen

Pengene er fosset ud af det konkursramte Hesalight med næsten ubegribelig hastighed. Det fremgår af den kreditorskrivelse, som kurator i konkursboet, Henrik Selchau Poulsen fra Bruun og Hjejle udsendte i fredags.

Advokat Henrik Selchau Poulsen har forsøgt at finde hoved og hale i Hesalights regnskaber, som er præget af mangelfuld bogføring. Men ifølge kurators opgørelse burde det have stået klart for ledelsen i Hesalight allerede ved slutningen af tredje kvartal 2015, at det var håbløst at videreføre selskabet, og at det blot ville medføre nye tab for kreditorerne.

I december 2015 havde Hesalight en negativ egenkapital på 23 mio. kr., men mindre end et år senere var underbalancen forøget til svimlende 800 mio. kr. svarende til, at virksomheden har tabt over 700 mio. kr. Henrik Selchau Poulsen beskylder Hesalights tidligere ledelse, herunder stifter og adm. direktør Lars Nørholt og bestyrelsesformand Lars Jørgensen for at have forsømt at indføre risikostyring og interne
kontroller og føre tilsyn med selskabets likviditet. Også selskabets revisor Frank Bergmann Hansen har efter kurators vurdering begået ansvarspådragende fejl og er dermed erstatningsansvarlig ligesom ledelsen.

Det er baggrunden for, at konkursboets kurator har stævnet fire medlemmer af ledelsen samt revisoren med krav om erstatning på 200 mio. kr. Ganske vist er der ifølge kurator tale om tab på over 700 mio. kr., men han har begrænset erstatningskravet til 200 mio. kr. af procesøkonomiske grunde

Mens Hesalight endnu blev anset for at være en lysende stjerne, lånte en række store pensionskasser selskabet et godt stykke over 500 mio. kr., og det er en del af de penge, som kuratoren i konkursboet nu forsøger at hente hjem.

.