Konkurrenter sætter sig på Cimber-ruter

Før weekenden kollapsede Cimber Sterling, men allerede nu er en stribe flyselskaber i gang med at flyve på Cimbers ruter. Signalværdien skal ikke undervurderes, siger luftfartsekspert.

Foto: Rune Feldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Allerede få dage efter at Cimber Sterling måtte hejse det hvide flag og begære sig selv konkurs har en stribe flyselskaber været på banen. Det enten ved at påbegynde flyvninger på Cimbers ruter eller ved at skrue op for kapaciteten.

Det hele er ikke bare et strategisk spil om at gøre det svært for rutesultne flyselskaber om at komme ind i det danske luftrum. Det handler også om at vise sig over for kunderne, vurderer luftfartseksperten Ole Kirchert Christensen fra konsulentvirksomheden Travelbroker.

"Det handler om, at komme først - og det betyder virkelig noget for kunderne, der hvor der har været afbrudte flyforbindelser," siger Ole Kirchert Christensen og tilføjer:

"Tag eksempelvis Bornholm. Her lander det første fly fra Danish Air Transport – det er i sig selv en begivenhed. De kommer jo næsten som en frelsende engel fra luften."

Status mandag morgen er, at en stribe aktører allerede har meldt sig på banen. De første kom allerede på vingerne torsdag, hvor det stod klart, at der var mange strandede passagerer rundt omkring.

Danish Air Transport var nogle af de første på banen. De meddelte, at de samme dag ville påbegynde flyvninger fra henholdsvis Sønderborg og Bornholm til København. Før den meddelelse tikkede ind stod de to lufthavne helt uden forbindelse til hovedstaden.

Også SAS var hurtigt ude. Det med en meddelelse om, at det skandinaviske flyselskab øgede både satte flere og større fly ind på ruterne fra København og Aarhus og Aalborg.

Derudover gjorde SAS det klart, at det i 12 dage vil betale for at fire Cimber-fly fortsat ville flyve på en stribe ruter til udlandet, som Cimber fløj for SAS. Det drejer sig bl.a. om ture til Gdansk, Berlin og Helsinki.

Derudover har Sun Air i samarbejde med British Airways varslet, at de vil begynde at flyve på ruten mellem Købehavn og Oslo, mens den norske lavprisgigant Norwegian siger, at den vil skrue op for antallet af fly, der hører hjemme i Danmark. Fra at have syv fly vil Norwegian fra begyndelsen af næste måned har 11 fly til rådighed til danske flyvninger.

Ole Kirchert Christensen vurderer, at omtrent 50.000 passagerer torsdag blev påvirket af Cimber-krakket. Mange af dem undgik dog at strande i en lufthavn, idet meddelelsen om konkursbegæringen kom meget tidligt om morgenen, så de var informeret om aflyste flyvninger allerede inden de tog i lufthavnen.