Det er nok ikke gået manges næse forbi, at auktionshuset Lauritz.com er gået konkurs, og at en kurator i disse dage arbejder på at sælge så meget som muligt af selskabet for at sikre kreditorerne deres penge.

Dokumenter indleveret til Sø- og Handelsretten viser, at selskabet skylder over 88 millioner kroner til obligationsejere, 50,5 millioner kroner til sine kunder og en række mindre millionbeløb til leverandører og til det offentlige.

En af auktionshusets største konkurrenter nyder dog godt af krisen i Lauritz.com.

Kunderne er nemlig strømmet til hos Another's Legacy, der ifølge selskabet selv er landets største secondhand-smykkeshop.

Virksomheden, der gør sig i opkøb, istandsættelse og videresalg af guldsmykker, har oplevet en stigning i salget på hele 69 procent siden juni sidste år.

Omsætningen steg fra en halv million i januar, over en million i april og til sit foreløbige højdepunkt på halvanden million i juni, oplyser selskabet.

Langstrækt krise

Lauritz.coms økonomiske problemer kulminerede endeligt med en konkursbegæring den 11. juli. Men de økonomiske problemer, for hvad der engang var Nordens største auktionshus, går langt tilbage. I 2016 måtte de gå på børsen for at skaffe ny kapital og i starten af januar 2023 tog problemerne med virksomhedens pressede økonomi for alvor fart.

Auktionshuset holdt på kundernes penge for at betale regninger samtidig med, at de løbende udvidede perioden for, hvornår man som sæger ville få sine penge.

Fra 30, til 40, til 60 bankdage. Og til sidst »hurtigst muligt«.

Og det kan altså være med til at forklare fremgangen hos Another's Legacy, hvis man spørger medejer Thomas Persson:

»Lauritz.com holdt kunderne hen med blandt andet lange ventetider på at udbetale de penge, de skyldte dem. Det skabte en stor efterspørgsel fra danskerne på en tillidsvækkende handel. Vi har gjort en indsats for at vise kunderne, at de trygt kan vælge Another’s Legacy, og blandt andet derfor er det lykkedes os at blive den nye foretrukne smykkeplatform,« udtaler han.

Thomas Petterson forventer en yderligere fremgang for virksomheden med en to- til tredoblet omsætning ved udgangen af året.

Venter spændt

Det er ikke kun kunder og kreditorer, der følger med i dramaet om nedgangen for Lauritz.com. Også omkring 80 ansatte venter nu på at få at vide, om de kan beholde deres job.

Advokat Henrik Selchau Poulsen, der er indsat som kurator, forsøger nemlig lige nu at sælge selskabet.

Men tiden rinder ud.

Der skal nemlig være indgået en salgsaftale senest 14 dage efter konkursbegæringen, hvis de ansatte skal beholde deres job.

Det betyder altså, at der er deadline tirsdag i næste uge. Hvis den overskrides, kan det også betyde, at et salg af Lauritz.com vil ske til en lavere pris.