Konkurrencerådet: Bankers renter kan godt være ens uden at overtræde regler

Bankernes minusrenter har fået kritik for at være påfaldende ens. Det betyder imidlertid ikke, at konkurrencereglerne er overtrådt, lyder det fra Konkurrencerådet.

 
Guide: Her er fem veje uden om minusrenterne i banken. Video: August Bang, Kenneth Holm-Dahlin. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Vi tester oplæsning. Fortæl os, hvad du synes her

Onsdag opfordrede Forbrugerrådet Tænk konkurrencemyndighederne til at undersøge, om bankernes minusrenter overholder loven.

Nu slår formanden for Konkurrencerådet, Christian Schultz, fast, at banker godt kan have ens renter uden at overtræde reglerne.

»Det er naturligt, at bankernes renter helt eller delvist følger Nationalbankens rentesatser – det gælder både udlånsrenter og indlånsrenter. Det bliver først en overtrædelse af konkurrenceloven, hvis bankerne aftaler indbyrdes, hvilke renter de sætter, og det gælder uanset, om renterne er positive eller negative,« siger Christian Schultz i en pressemeddelelse.

Erhvervsminister Simon Kollerup (S) har tidligere kaldt bankerne for »grådige«, efter at en række banker – heriblandt Danske Bank, Nordea, Jyske Bank, Sydbank, Spar Nord og Arbejdernes Landsbank – har sænket loftet for, hvornår privatkunder skal betale for at have penge stående i banken, til 100.000 kroner.

»Nu har bankerne – én efter én og som perler på en snor – sat beløbsgrænsen for negative renter helt ned til 100.000 kroner. Hvis det her fortsætter, så betyder det jo, at flere danskere skal betale for at have deres egne penge stående i banken. Så hvor skal kunderne gå hen til sidst, hvis udviklingen fortsætter?« har ministeren udtalt.

Følger fortsat udviklingen

Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk, kaldte fredag Kollerups kritik for berettiget.

»Jeg tror, at han italesætter den måde, som mange forbrugere oplever verden på. Det er meget mystisk, at bankerne er vidt forskellige, når det gælder deres balancer, men de reagerer nøjagtig ens, når det gælder satser og grænser for negative renter. For os er det en indikation på, at der kan være et konkurrenceproblem,« sagde Morten Bruun Pedersen.

Ifølge Christian Schultz har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i de senere år gennemført flere undersøgelser af bankernes rentefastsættelse og pengeinstitutternes kommunikation herom uden at træffe afgørelse om overtrædelse af konkurrenceloven.

»Vi følger fortsat udviklingen. Problemstillingen er således ikke ny for os, men det er vigtigt at forstå, at ens renter kan skyldes andre forhold end ulovlige aftaler konkurrenter imellem,« siger han.

Som Nationalbanken tidligere har påpeget, er den øgede udbredelse af negative indlånsrenter blandt andet udtryk for, at negative pengepolitiske renter transmitteres gennem banksektoren, lyder det fra Konkurrencerådet.

LÆS MERE