Konkurrence presser gammel telelov

Både politikere og telebranche taler nu helt åbent om at genåbne Danmarks formodentlig ældste eksisterende forlig, der har reguleret den danske internet-, mobil- og teleindustri i snart 14 år. Konkurrencen kradser nemlig.

Mobilforbindelse og adgang til Internet er blevet en afgørende del af alles hverdag. Men de politiske retningslinier for, hvordan danskerne sikres ordentlige forbindelser, er faktisk 14 år gamle, selv om teknologien udvikler sig voldsomt på bare et halvt år. Foto: Søren Bidstrup Fold sammen
Læs mere

Det var en ganske markant begivenhed, da fire danske teleselskaber før påske gik sammen om at opfordre til tøbrud i den ældgamle aftale mellem de politiske partier, som regulerer hele den danske telesektor og dermed Danmarks digitale fremtid.

TDC sidder på for meget og styrer det hele med alt for hård hånd, hvilket hæmmer konkurrencen, lød kritikken fra både Telia, Telenor, Global Connect og det nystiftede Concepy. De fire selskaber efterlyste debat om det danske bredbåndsmarked, hvor TDC sidder på over 60 procent, ligesom det TDC-ejede YouSee er Danmarks største kabel-TV-udbyder, hvilket giver TDC en helt unik magt over, hvilket TV danskerne kommer til at se.

Klagerne over konkurrencesituationen kom ikke ud af det blå. De senere år er tidligere tiders pengefest blevet afløst af stadigt skrappere diæt hos teleselskaberne, hvor fyringsrunder, effektiviseringer og øget pres på indtjeningen har været dagens ret. Paradoksalt nok samtidig med, at danskernes forbrug af IT og digitale dimser er eksploderet.

Senest valgte Telenor at nedlægge 13 procent af stillingerne på det danske marked, mens TDC nu har valgt at slå YouSee organisatorisk sammen med selve TDC og dermed høste en stor besparelse og øge værnet mod fremtidens konkurrenter som f.eks. Netflix og de andre store, amerikanske internetselskaber.

Den tilspidsede konkurrence blandt selskaberne kan også ses på de seneste to års bøderegn mod danske tele- og internetselskaber for overtrædelse af markedsføringsloven og omgåelse af at gøre »det med småt« klart for køberne.

Klagerne fra de fire teleselskaber vakte genlyd hos politikerne, og erhvervs- og vækstminister Annette Vilhelmsen (SF) annoncerede for få uger siden i denne avis, at konkurrencesituationen nu vil blive nærmere undersøgt. Hun afviste dengang ikke, at undersøgelsen kunne medføre en genåbning af teleforliget som en mulighed, men hun ville ikke forholde sig konkret til situationen, før undersøgelsens resultat foreligger senere i år.

Aftalt for 14 år siden

Teleforliget indeholder de politiske målsætninger og styreredskaber, som dagens tele- og IT-marked reguleres efter. Det er f.eks. her, at drøftelser om, hvor lang tid teleselskaberne må binde kunderne (i øjeblikket seks måneder for privatkunder), sker, og forliget betyder, at alle partier skal være enige, hvis noget skal ændres.

Men teleforliget er fra 1999, hvilket er usædvanligt lang tid navnligt inden for en hurtigtrullende teknologiverden. Dengang var det mest moderne styresystem Windows 98, man kunne købe et 56K-modem til sin internetforbindelse, og de fleste computere var for langsomme til, at man gad lave CD-reolen om til MP3-filer.

Et af hovedprincipperne i teleforliget er en markedsbaseret udrulning af infrastruktur, altså at der ikke følger statspenge med for at sikre, at hele Danmark har ordentlige mobil- og internetforbindelser. Samtidig skal det være teknologineutralt. Danmark skal dækkes, men om det er med fastnetkabler, fiberkabler, kabel-TV-kabler eller mobilforbindelse er underordnet og staten uvedkommende. Grundprincippet er »bedst og billigst«, at alle danskere har krav på adgang til »basale teleydelser« (herunder bredbånd), og at der er en stærk forbrugerbeskyttelse.

Teleforligsteksten er siden 1999 blevet udvidet nogle gange. Blandt andet i juni 2005, hvor man besluttede at trække stikket til de analoge TV-signaler i begyndelsen af 2009.

Det er kun Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance, der står uden for teleforliget, der blev indgået af alle de øvrige partier i Folketinget: Socialdemokraterne, De Radikale, Venstre, De Konservative, SF og dengang Centrum-Demokraterne, som ikke længere sidder i Folketinget.

Annette Vilhelmsen, som er øverst-ansvarlig for det danske IT- og telemarked, siger, at hun »på sædvanlig vis« vil drøfte regeringens bredbånds- og mobiludspil fra marts med forligskredsen. Hun er åben over for at udvide forligskredsen, men ikke kun med Dansk Folkeparti, som gennem et år flere gange har erklæret sig parat til tage medansvar.

Ministeren har udspillet

Og det får hun grønt lys for af et af de store forligspartier, Venstre:

»Ministeren er førerhund og har udspillet. Jeg har noteret mig, at Socialdemokraterne har det fint med at få Dansk Folkeparti med i forligskredsen, og det lyder fornuftigt. Stabile rammevilkår er vigtige, og det er godt med et bredt forlig på området, så rammerne for dansk telepolitik ligger meget fast. Meningsmålinger skal ikke afgøre, om virksomheder tør investere i Danmark. Der er tale om så store milliardbeløb, at skiftende politiske vinde vil være ødelæggende for os. Vi har en kæmpe, fælles interesse i at sikre en klarhed og gennemskuelighed i den regulering, som vi byder telebranchen i Danmark. Tryghed er det allervigtigste,« understreger Venstres teleordfører, Torsten Schack Pedersen.

Han mener sagtens, at man kan kombinere ønsket om en aftale med de store linjer og principper og så tage konkrete udfordringer op og få dem løst.

»Jeg forstår godt Dansk Folkepartis ønske om at være med. Det mest oplagte vil være at drøfte en udvidelse, når teksten skal opdateres, men ministeren må tage initiativet,« siger Torsten Schack Pedersen, som faktisk mener, at den nuværende tekst – »selv om dele af den er klar til at komme på Teknisk Museum« – og afklaringerne blandt forligspartierne fungerer rigtigt godt.

Teleselskaberne og internetudbyderne selv er internt uenige om at give teleforliget karakter samt om behovet for fornyelse, men flere og flere bakker en ny politisk drøftelse op.

Mange klager presser på

Forbrugerombudsmand Henrik Øe nævnte sidste år på telebranchens årsmøde, at han får omkring 5.000 klager om året, og at »telebranchen fylder pænt meget«. Og der er stadig mange klager, bekræfter chefkonsulent Tina Morrell fra Forbrugerombudsmanden:

»Det er rigtigt, at vi ser mange klager over telebranchen. Det kan tilskrives, at det er produkter, som alle folk bruger, og som er vigtige for forbrugerne. Hvis noget ikke virker, så klager man. Men der er nok ikke belæg for at sige, at vi får flere klager over telebranchen end over andre brancher. Den hårde konkurrence kan også spille en rolle, men som regel er telebranchen ret samarbejdsvillig,« siger hun.

I begyndelsen af ugen måtte TDC stoppe med sine såkaldte serviceopkald til egne kunder, fordi selskabet benyttede samtalerne til at få skubbet yderligere produkter ud over rampen. Og det må man ikke, slog Forbrugerombudsmanden fast.

Sagen er dog blot den seneste i en længere række af tilsvarende afgørelser, og denne række bør efterhånden vække så meget genklang på Christiansborg, at politikerne skal overveje at skride ind over for tilsyneladende problematiske markedsføring, som teleselskaber flere gange har fået påtaler og bøder for.

Det mener den socialdemokratiske teleordfører, Trine Bramsen, der peger på teleforliget som en af flere knapper, der kan skrues på, hvis man vil have teleselskaberne til at makke ret.

»Jeg synes, der er sket et skred i teleselskabernes moral. Med så mange klager fra borgerne og et stigende antal afgørelser, hvor det viser sig, at selskaberne ikke har overholdt loven, er der et problem, som vi politikere må tage alvorligt. Det undrer mig, at selskaberne ikke selv kan finde ud af det. De har masser af jurister ansat,« siger hun.

En række af sagerne omhandler markedsføringsloven, og her medgiver Trine Bramsen, at det ikke giver mening at indføre særlige regler for telebranchen. Det efterlader teleforliget som et emne, politikerne kan vælge at interessere sig for.

Tålmodighed brugt op

»Vi har i mange år forsøgt os med dialog, og hver gang hører vi en skåltale om, at branchen nu vil hanke op i sig selv. Men min tålmodighed er ved at være opbrugt,« siger Trine Bramsen.

Foreløbig peger hun dog på, at en række initiativer allerede er sat i søen. F.eks. regeringens eget bredbåndsudspil, der skal sikre en solid digital infrastruktur i Danmark. Det er initiativer, der skal bundfælde sig, før det giver mening at tage hul på en modernisering af bredbåndsforliget, mener hun og peger så i øvrigt på, at kredsen bag forliget har overlevet sig selv.

»Centrum Demokraterne er med. Men det er Liberal Alliance og Dansk Folkeparti ikke. Jeg synes, det er vigtigt, at sådanne forlig har en bred politisk forankring, og at flere partier skal med. Det er et område, vi har pligt til at tage seriøst. Mobiltelefoner og internet er ikke bare legetøj længere.«

En gennemsnitlig dansk husstand bruger hvert år omkring 6.200 kroner på teleprodukter, og telebranchen investerer hvert år omkring seks milliarder kroner i Danmark.