Konkurrence og patenter presser Lundbecks storsællert

Salget af Lundbecks depressionsmiddel Cipralex skuffer trods lave forventninger - midlet er udfordret af kopiproducenter og prispres i både Europa og USA.

Foto: Morten Germund
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Selv om analytikerne på forhånd ventede et fald i salget af Lundbecks storsællert Cipralex, var det faktiske salg i årets første kvartal alligevel nedslående.

I alt solgte medicinalkoncernen for 1.471 mio. kroner i første kvartal i år af depressionsmidlet mod 1.537 mio. kroner sidste år, hvilket svarer til en nedgang på fire procent. Analytikerkorpset havde ventet et salg på 1.526 mio. kroner.

Cipralex er hårdt presset i både Europa og USA. I Spanien udløb patentet på produktet sidste år, og det har givet frit spil for kopiproducenter, der presser prisen helt i bund. Og i Tyskland har politisk dikterede ændringer i prissætningen sidste år efterladt dybe ar på kvartalsregnskabet - også selv om den lavere prissætning er annulleret igen.

I marts udløb Lundbecks patent samtidig på samme middel i USA, dog solgt under navnet Lexapro, i marts 2012, og på bare en enkelt måned er Lundbecks markedsandel faldet fra 100 procent til 16,8 procent på den anden side af Atlanten.



Over en bred kam faldt også Lundbecks samlede salg fra 4103 mio. kroner i årets første tre måneder sidste år til 3778 mio. kroner i samme periode i år. Et fald, der var større end ventet - om end analytikerne er klar over, at de kommende år er udfordrende for Lundbeck.

Analytiker: Kig på pipelinen

Så det bliver udfaldet af selskabets produkter i pipelinen, der kommer til at afgøre, hvordan medicinalkoncernen vil klare sig fremover. Men der er også noget at komme efter, vurderer analytiker Søren Løntoft Hansen fra Sydbank:

"Som investor skal man ikke kigge så meget på dagens regnskab som på, hvad der ligger i pipelinen. Lundbeck har en spændende portefølje, der skal bygge bro over patentkløften, og det er blandt andet LU AA 21004, som selskabet skal hænge sin hat på," siger han og henviser til depressionsmidlet, hvis fase tre-resultater ventes offentliggjort i løbet af andet kvartal.

Søren Løntoft Hansen vurderer, at midlet med det mundrette navn har et salgspotentiale på mellem fem og 10 mia. kroner.

Samtidig ser han et salgspotentiale for alkoholpillen Selincros på 1,4 mia. kroner, et potentiale for et nyt pyskosemiddel på mellem fem og 15 mia. kroner og Lexapro i Japan, hvor Lundbeck efter 10 måneders massiv markedsføring har opnået en markedsandel på 3,4 procent.

Også Lundbecks finansdirektør Anders Götzsche venter sig meget af det kommende år:

"Med kvartalsregnskabet har vi et godt afsæt for 2012, som bliver et begivenhedsrigt år for Lundbeck med et historisk højt antal lægemidler under registrering og flere afsluttende udviklingsprojekter i vores senfase udviklingsportefølje," siger han i en kommentar.