Konens malerier redder tidligere FCK-ejers firma

Krakket spekulant med hang til navneskift bryster sig sammen med konen af en egenkapital, som revisorerne sætter spørgsmålstegn ved.

Den tidligere storaktionær i Parken Patrick de Vela og hans kone udsættes i regnskab for kritik fra revisorerne. Fold sammen
Læs mere
Foto: LARS MØLLER
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den tidligere så velhavende ejendomsspekulant og Parken-storaktionær Patrick De Vela - tidligere Steen Larsen - og hans kone Patricia De Vela forsøger at kæmpe sig tilbage til tidligere tiders storhed, men bedømt ud fra regnskabet fra et af parrets selskaber ligger det lidt tungt.

Efter Patrick De Velas personlige konkurs i 2010 overtog Patricia De Vela de resterende aktiviteter. I dag er det hende, der er administrerende direktør i Velas Holding, som Patrick De Vela dog også har været administrerende direktør for efter konkursen, og som stadig har adresse hos hans selskab PDV Ejendomme ApS.

Sidste år kom selskabet ud med et overskud på 144.906 kroner mod et minus på 2,84 mio. kroner i 2010. Omsætningen er samtidig faldet væsentligt fra 2010, hvor selskabet omsatte for 3,45 mio. kroner til godt 549.926 kroner sidste år. Velas Holdings egenkapital ligger nu på 168.461 kroner mod 23.555 kroner i 2010.

Regnskabet slipper dog ikke for en revisorpåtegning. Selskabet, der betegner sit formål som "at drive holdingselskab, gallerivirksomhed og solcentre samt salg udlejning og administration af fast ejendom", har sat værdien af Patricia Velas malerier i Galleri Vela til 465.150 kroner. Uden malerierne ville selskabets egenkapital således være negativ med omkring 300.000 kroner.

Revisoren føler imidlertid ikke, han kan vurdere, om malerierne er korrekt værdisat.

"Som følge af ovenstående forbehold, er vi ikke i stand til at udtale os om, hvorvidt årsregnskabet giver et retvisende billede af selskabets aktiver, passiver og den finansielle stilling pr. 31. december 2011, samt om resultatet af selskabets aktiviteter for regnskabsåret 1. december 2011 31. december 2011 er i overensstemmelse med årsregnskabsloven," skriver revisor Jan Hallerup i regnskabet.

Patricia De Vela forklarer påtegningen med, at revisoren ikke har erfaring med galleridrift.

"I forbindelse med, at vi skulle flytte galleriet til en anden adresse, måtte vi jo gøre op, hvad malerierne er værd. Jeg har drevet galleri i mange år og har over 200 billeder. Min revisor gjorde det klart, at han ikke havde kendskab til at drive galleri," siger hun.

Hun mener desuden, at værdien af billederne er lavt sat.

"Det er krisetid, så man håber bare på at få solgt nogle få billeder. Vi snakkede om, hvad malerierne var værd, og så satte vi prisen ned til det halve," siger Patricia De Vela.

I regnskabets ledelsesberetning kaldes regnskabet for tilfredsstillende, og selskabet forventer "et mindre positivt resultat for det kommende år".

Patrick De Vela selv sidder i dag i selskaberne PDV Ejendomme ApS, Diget 18-72, Humlebæk Center A/S og Torvestrædet A/S.

Han blev først kendt i den bredere offentlighed, da han i september 2005 oplyste, at han under sit tidligere navn Steen Larsen havde købt 6 procent af aktierne i FCK-selskabet Parken Sport & Entertainment. To måneder senere sad han på 20,2 procent af aktierne. I februar 2006 øgede Vela sin ejerandel i Parken til 30,36 procent, og aktiekursen struttede. Parkens daværende bestyrelsesformand Flemming Østergaard bliver på det tidspunkt bestyrelsesformand i Steen Larsen-selskabet SH Finans og sikrer sig kontrollen med Parken-aktierne.

I de efterfølgende år slog flere investeringer fejl - nu under navnet Steen Patrick Vela - og i juli 2009 blev han begæret personligt konkurs. Efterfølgende ændrede han navn til det nuværende Patrick De Vela og flyttede til Spanien med konen Patricia.

Se Patricia Velas billeder på www.gallerivela.dk