Kommune afviser modulvogntog

Flere transportvirksomheder i Albertslund Kommune har fået afslag til ansøgning om at kunne køre modulvogntog gennem kommunen til deres afdelinger.

Læs mere
Fold sammen
Man har fra ministeriet givet mulighed for, at kommuner kunne tillade kørsel med modulvogntog fra det overordnede vejnet til virksomhedens domicil – men i kommunen på den københavnske vestegn vil man ikke være med. Endda selvom modulvogntogsforsøget blev indledt med støtte fra de fleste partier i Folketinget.

- Det drejer sig om ansøgninger, som vi har fået fra virksomheder i Fabriksparken, kendt som Holsted Industripark. Der har været ønsker om at køre fra den nærliggende Holbæk motorvej og retur, men det vil blive alt for dyrt at ændre vejføringen i område, hvortil kommer det miljømæssige aspekt, siger trafikplanlægger Lars Jørgensen, Miljø- og teknikforvaltningen i Albertslund Kommune.

Vejen går i dag stik øst gennem Vestskoven og andre rekreative områder.

- Vi har ikke midler til de store ændringer af vejforløbet, som er nødvendigt. Derfor vil vi ikke anbefale projektet til Kommunalbestyrelsen. Modulvogntog er for lange. Sagen kommer dog sandsynligvis op i et udvalgsmøde i august, hvis ikke vi vælger blot at give politikerne en orientering, siger Lars Jørgensen.

Hos DI Industri er man uforstående overfor, at Albertslund Kommune ikke vil indgå i en dialog.

- Vi har fra DI’s side skrevet for tre uger siden – efter at vores medlemmer er blevet afvist – uden at få svar. I de fleste jyske kommuner er der anderledes positiv opfattelse for modulvogntogsforsøget, siger direktør i DI Transport, Michael Svane.

Han opfordrer politikerne til at tale med virksomhederne og se på muligheder for kørselsruter.