Kommentar: Forhåbentlig er det ikke en kvalifikation i sig selv at være mand

I modsætning til andre bestyrelsesformænd kan ejendomsmilliardæren Mikael Goldschmidt det der med at finde kvalificerede kvinder til bestyrelsen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Morten Juhl

Den stenrige ejendomsmagnat og ejer af isenkramkæden Imerco, Mikael Goldschmidt, og medicovirksomheden Ambus bestyrelsesformand, Jens Bager, står tilsyneladende på hver sin planet, når det gælder om at finde kvalificerede kvinder til bestyrelsen.

Ambu er en af de få store børsnoterede danske virksomheder, der ikke har nogen kvinder i bestyrelsen, og Jens Bager har gennem fem år forsøgt at finde egnede kvinder, uden at det er lykkedes. Den slags problemer har Mikael Goldschmidt ikke. Han fandt i løbet af kort tid to dygtige kvinder til Imercos bestyrelse.

Chekonsulent i Institut for Menneskerettigheder Bjarke Oxlund

»»Meget kunne tyde på, at det at være mand i sig selv var - og er - en kvalifikation«


Jens Bager fortalte for nylig i Berlingske, hvordan hans headhunter havde præsenteret ham for 50 egnede navne, hvoraf Bager talte med et tocifret antal uden at finde en, han kunne bruge. Mikael Goldschmidt fandt meget hurtigt en række topkvalificerede kandidater med hjælp fra sin headhunter og valgte Majken Pape, som er adm. direktør i hvidevarekæden Skousen, og Sofie Lindahl-Jessen, som er adm. direktør for tøjkæden Saint Tropez. »Det var løst inden for to uger,« fortalte Mikael Goldschmidt forleden til Berlingske, og han agerer i øvrigt ikke for kvindernes blå øjnes skyld. Over 80 pct. af kunderne i Imerco er kvinder, og derfor giver det god mening rent forretningsmæssigt med kvinder i bestyrelsen.

»Det rene sludder«

Mikael Goldschmidt kalder det »det rene sludder«, at det skulle være så svært at finde kvindelige bestyrelsesmedlemmer. Alligevel går det kun langsomt fremad med at få flere kvinder ind i Danmarks magtelite. En ny kortlægning viser, at erhvervslivet er den sektor, hvor kvinder er ringest repræsenteret. Chefkonsulent i Institut for Menneskerettigheder Bjarke Oxlund vurderede forleden i Berlingske, at kvinder ikke bare skal matche mænd for at nå til tops – de skal være bedre end mænd. »Meget kunne tyde på, at det at være mand i sig selv var – og er – en kvalifikation,« siger chefkonsulenten.

To mænd på 60

Det er interessant at se på Mikael Goldschmidts og Jens Bagers vidt forskellige tilgang. De to er begge omkring de 60 år. Mikael Goldschmidt er selfmade milliardær, der har tjent en formue i den mandsdominerede ejendomsbranche. Jens Bager har i en årrække været topchef hos medicinalvirksomheden ALK Abello, som længe har haft kvinder i bestyrelsen og i efteråret fik C25-indeksets første kvindelige formand, Dominique Reiniche.

Måske kunne man have troet, at Jens Bager med sin baggrund ville have haft mere succes med at finde kvinder end Goldschmidt. Men sådan er det altså ikke. Man kan derfor hælde til den antagelse, at Jens Bager ser det at være mand som en kvalifikation. Og så er det jo umuligt at komme til fadet, hvis man er kvinde.

Der er meget at indhente, når det gælder om at få kvalificerede kvinder ind i bestyrelserne. Børsens årlige kåring af årets tungeste bestyrelsesformænd har kun én kvinde på top 20-listen, nemlig Agnete Raaschou-Nielsen, som er formand for Arkil Holding og Brødrene Hartmann.

Prøv nu at være lidt åben og moderne, Jens Bager og andre, der har det svært med kvinderne. Tag eventuelt en snak med Mikael Goldschmidt.

Birgitte Erhardtsen er journalist på Berlingske Business