Meget usædvanligt og meget udansk, siger advokat og ekspert i banksager Søren Bergenser om det opsigtsvækkende forlig i sagen mellem statens finansielle oprydningsselskab, Finansiel Stabilitet, og otte tidligere bestyrelsesmedlemmer i den krakkede Amagerbanken.
Den korte, kontante læsning af forliget til 255,5 mio. kroner er, at de otte sagsøgte havde større lyst til at få lukket sagen end vilje til endnu en opslidende retssag i Højesteret om to-tre år, hvor de enten kunne vinde eller risikere et endnu højere erstatningskrav.