Kommentar: Den dag den norske dobbeltmoral gled i olien

Nogle gange kan det gøre ondt helt ind i maven, når dobbeltmoral udstilles på det groveste. Sådan havde jeg det, da den norske regering forleden spillede miljøhellige og besluttede, at man nu ville tvinge »sin« oliefond til at sælge ud af alle aktier i olieselskaberne.

Byline foto billede 2018 Bylinefoto Peter Suppli Benson Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Nogle gange kan det gøre ondt helt ind i maven, når dobbeltmoral udstilles på det groveste.

Altså, når en borger, politiker eller virksomhedsleder siger et og gør noget helt andet. Ikke meget slår følelsen af at få afsløret synderen og udstille dobbeltmoralen.

Præcis sådan havde jeg det, da den norske regering forleden spillede miljøhellige og besluttede, at man nu ville tvinge »sin« oliefond til at sælge ud af alle aktier i olieselskaberne.

Ræsonnementet var, at den sorte beskidte olieindustri ikke længere var miljøvenlig nok for de rene politikere i den borgerlige norske regering. Og så giver det jo mening at skrue ned for de beskidte industrier og i stedet investere i nye grønne teknologier.

Den norske regering lod vide, at Oliefondet skulle sælge ud af sine aktier i olieselskaber, bl.a. en række internationale mastodonter, som leder efter og producerer olie. Og navnene, som så ville blive ramt, var prominente. For tog man beslutningen for pålydende, så ville den omfatte selskaber som bl.a. Exxon, BP og Shell.

Reaktionen lod ikke vente mange minutter på sig. Rundt omkring i verden faldt aktierne i flere af de store olieselskaber som konsekvens. Og investorer verden over tabte milliarder. For sådan er det nu engang, når en af verdens største investorer, Oliefondet, tvinges til at tage en ny retning.

Og så frem til den norske dobbeltmoral.

For en ting er, at regeringen ville gennemtvinge et farvel til den klassiske olieindustri. Men dels lagde de en række forbehold ind i kravene, så store tunge olieselskaber kunne gå fri, hvis de blot havde et »grønt« ben. Og dels undlod den norske regering behændigt at sætte ord på ejerskabet af 67 procent i det meget sorte norske olieselskab Equinor, tidligere kendt som Statoil. Læg dertil at man i Norge fortsat giver store fradrag til olieselskaber, der leder efter olie – og selvfølgelig udvinder olie i stor stil. Norsk økonomi er som bekendt mere end afhængig af olieindtægterne.

Equinor er den helt store olieaktør i Norge. Og selskabet er repræsenteret i 30 lande verden over, hvor man jagter og udvinder olie i stor stil. Derfor ville man vel tænke, at »forbuddet« også ville gælde Equinor?

Men nej, den norske stats direkte ejerskab af Equinor var ikke en del af diskussionen, lod den norske miljøminister, Ola Elvestuen, pressen vide. Og han ville heller ikke svare på, om sagen ville have været anderledes, hvis Equinor havde været udenlandsk – og ikke statsejet.

Hvis det ikke er dobbeltmoral i fuldt flor, så ved jeg ikke, hvad dobbeltmoral er. Og heldigvis er det udstillet, så alle kan se med og undres.

Det var en af de mere oplagte sager om dobbeltmoral. Men kigger man sig omkring, så stikker moralen og dobbeltmoral sine hoveder frem mange steder i øjeblikket.

For mig er Falck-sagen et andet aktuelt eksempel. En virksomhed, som udøver vigtige samfundsopgaver inden for brand og redning. En virksomhed, som i mange år har levet af skattekroner. Og en virksomhed, som på overfladen var både etisk i sin tilgang til at finde løsninger, holistisk i sin opfattelse af, hvordan man agerede som samfundsborger og med en storaktionær, Allan Søgaard, som var tung aktør i samfundsdebatten.

Men i virkeligheden var samme storaktionær og selskabet mest optaget af at fastholde monopollignende tilstande og holde konkurrenter som hollandske Bios ude. Koste hvad det ville. Og med alle midler i værktøjskassen. Mon ikke de fleste vil kalde det dobbeltmoral?

Så dobbeltmoralen lever. Og selvom det gør godt at afsløre den, så er det måske tid at bede om mere moral – af den enkle slags.

Peter Suppli Benson er erhvervsredaktør på Berlingske