Kommende DSV-topchef om arbejdsforhold i Saudi-Arabien og Danmark: »Det er fuldstændig det samme«

DSVs kommende topchef, Jens Lund, forsvarer de kontroversielle investeringer i et stort prestigeprojekt i Saudi-Arabien. Han har selv besøgt medarbejderne og står inde for deres arbejdsforhold. De har store ligheder med de danske, fortæller han og ser ikke nogen nævneværdige forskelle.

Jens Lund overtager posten som topchef for DSV fra Jens Bjørn Andersen næste år. Han afviser, at der er etiske problemer med investeringen i Saudi-Arabien. Arkivfoto. Asger Ladefoged

I forbindelse med VM i fodbold i Qatar væltede det frem med historier om de migrantarbejdere, der blandt andet arbejdede med at bygge stadionerne.

Beskrivelser af forfærdelige arbejdsforhold, slavelignende tvangsarbejde og tusindvis af dødsfald var blandt de mange chokerende beretninger.