Kollektiv Intelli... Hvad for noget?

En række private og offentlige ledere tror på Kollektiv Intelligens. Derfor sidder de nu som styregruppe i et nyt, ambitiøst projekt, der med hjælp fra flere hundrede - måske tusinde - deltagere skal munde ud i en bog.

Hvad har Lars Kolind og direktør Mette Laursen fra LinKs til fælles med professorerne Kristian Kreiner og Lotte Darsøe fra Handelshøjskolen og Learning Lab Denmark?

De tror alle på, at Kollektiv Intelligens bliver en af fremtidens kernekompetencer. Essensen af begrebet er velkendt: Vi alle har forskellige kompetencer, som - hvis de bliver brugt - kan "løfte" en virksomhed eller organisation betydeligt.

Pointen med bogen er at vise, at ny teknologi som weblogs og wikia nu gør det muligt at udnytte den kollektive intelligens langt mere effektivt end hidtil. Bogen bliver selvfølgelig til i bedste "kollektive intelligens-stil" med flere hundrede - måske tusinde deltagere.

"Vi vil bevise, at de mange er bedre end de få - at aktiveringen af det kollektive potentiale betyder et bedre resultat. Og at vi sammen kan skrive en bog, som er bedre end den, som er skrevet af den enkelte," siger initiativtager Hans Henrik H. Heming, der er stifter af rådgivningsvirksomheden Connecta.

Holdet, der skal manøvrere bogen sikkert i havn, er en styregruppe bestående af en håndfuld virksomhedsledere og forskere,, som frem 1. oktober i år skal følge indlæggende på "wikien" - der er en af de vigtigste platforme og der, hvor bogen skal skabes.

"Alle kan og må skrive indlæg på "wikien" Styregruppen er ikke et filter - de er med, fordi de vil lære af processen med at skabe sammen," siger Hans Henrik H. Heming.

Hvorfor er der brug for sådan en bog?

"Der er et behov for at klarlægge og beskrive de mekanismer og processer, som organisationer kan buge til at frigøre det kollektive potentiale. Vi tror netop, at det er den kollektive intelligens, som er forudsætningen for at virksomheder kan aktivere deres fulde innovative potentiale. Det vil vi gerne formidle - i fællesskab."

Business.dk har en plads i styregruppen og vil løbende referere fra møderne, om indlæggende til bogen og om de problemer, deltagerne støder på undervejs.

Læs mere om hele projektet her