Kollapset bagerkæde på benene igen

Guldbageren er klar med en rekonstruktion efter besøg i skifteretten onsdag. Med kreditorernes opbakning er gælden nu tilpasset kædens aktiver, så den fremtidige udvikling og drift af kæden er sikret.

Guldbageren er klar til at tage kampen op mod hårde konkurrenter som Lagkagehuset. Fold sammen
Læs mere
Foto: Tommy Kofoed

Guldbageren stod med det ene ben i graven, da selskabet bag kæden gik konkurs. Men nu er der håb for den frivillige kæde, der mødte opbakning i skifteretten, hvor forslaget om rekonstruktion blev vedtaget.

Gælden er nu tilpasset kædens aktiver, så den fremtidige udvikling og drift er sikret. Michael Mikkelsen, direktør i Guldbageren A/S, er glad for det positive udfald.

»Vi har været ramt af branchens udvikling, ligesom alle andre bagerforretninger og kæder i landet. Men vi har en oplevelse af, at den negative udvikling er stagneret, og med det unikke koncept og de muligheder, der er i Guldbager-kæden, har vi en klar forventning om, at vi i den kommende tid vil forøge antallet af medlemmer i kæden,« udtaler Michael Mikkelsen i en meddelelse.

Det har ikke været muligt at få Michael Mikkelsen til at uddybe sin optimisme, og han vil endnu ikke løfte sløret for, hvilket setup, der skal til for at tiltrække flere medlemmer til Guldkæden.

»Det vil blive præsenteret ved generalforsamlingen den 31. maj,« siger Michael Mikkelsen til Berlingske Business.

Det er ikke kun kreditorerne, der bakker op om Guldbagerens rekonstruktion. Ifølge kædens bestyrelsesformand Lars Hartmeier har processen frem til rekonstruktionen styrket det interne samarbejde mellem medlemmerne, og han spår derfor en positiv udvikling for den frivillige bagerkæde.

»Det er helt afgørende for Guldbagerens fremtid, at vores medlemmer er engageret i sammen at udvikle en stærk bagerkæde. Gennem de seneste måneder har vi fået bekræftet, at både medlemmer og samarbejdspartnere er positivt indstillet på at videreudvikle vores brand og forretning,« udtaler han i meddelelsen fra Guldbageren.

Det er blandt andet et samarbejde med dagligvarekæden Kiwi, der får Guldbageren til at tro på en lys fremtid. Bagerkæden skal levere frisk brød til Kiwis butikker.