Kohberg tilbagekalder hamburgerboller med blåt gummistøv

Kohberg tilbagekalder en række hamburgerboller, fordi der er fundet blå gummirester i bollerne. Men den blå farve er faktisk til for kundernes skyld, oplyser kvalitetchef i Kohberg.

Arkivfoto Fold sammen
Læs mere

Kohberg Bakery Group har netop meddelt, at de tilbagekalder fire produkter, fordi der er fundet blåt gummistøv i bunden af burgerbollerne, som stammer fra et produktionsbånd.

Firmaet oplyser, at der er stor sandsynlighed for, at kunderne kan se det blå gummi-støv i bunden af burgerbollerne. Det oplyses yderligere, at produktet er uegnet til menneskeføde, men at det ikke udgør en risiko, hvis man spiser det.

»Man kan se det med det med øjet, og det ligger i bunden af bollen. Det var en kunde, der opdagede det og reagerede ved at henvende sig til os. Det er ikke som sådan sundhedsskadeligt, men vi skal jo ikke spise gummi,« siger Berit Munk, der er kvalitetschef hos Kohberg Bakery Group.

Den blå farve advarer om fejl

Der er tale om fire produkter fra Kohberg: BBQ Hamburger Boller, Rema Burgerboller, Kohberg Hamburgerboller og First Price Hamburgerboller. Produkterne har en holdbarhed til den 27/5-17. Berit Munk oplyser, at produktionen stammer fra den 6. maj.

Bollerne bliver solgt i alle de dagligvarebutikker i Danmark, som forhandler Kohbergs produkter, og til catering grossister.

»Båndet er ramt imod en bøjle, som meget tyndt har ridset noget af båndet af, mens det har produceret. Men det er utrolig tyndt, og derfor har det været svært at se i selve produktionen,« fortæller Berit Munk, der uddyber, at det er en mening med, at båndet er blåt. Det er nemlig for kundernes egen skyld.

»Grunden til, at båndet er blåt, er faktisk, at vi kan få en advarsel om, at der er noget galt, hvis vi laver en fejl som denne. Den blå farve gør netop, at kunderne kan opdage, at der er noget galt med bollerne, hvis der er sket fejl i produktionen. Mange industrier kører med hvide bånd, og så ville man aldrig have opdaget en fejl som denne. Så det er af hensyn til os selv, og det er helt bevidst,« siger Berit Munk.

Rådet fra Kohberg er at smide bollerne ud, hvis man har dem liggende i køkkenskabet. Man kan også aflevere bollerne i den butik, de er købt i, hvor man får pengene tilbage for produktet, oplyser Berit Munk.