Københavnsk hotel med rødder i 1300-tallet skifter ejer

Ejendomsselskab sælger cityhotel med lang og dramatisk historie. Køberen af de 110 værelser er en privat investor.

First Hotel Kong Frederik. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Et af hovedstadens ældste og mest kendte overnatningssteder, Hotel Kong Frederik, er blevet solgt af Ejendomsselskabet Norden til en privat og foreløbig anonym investor.

Hotellet ligger på matriklerne Vester Voldgade 23 og 25, et stenkast fra rådhuset, er forpagtet til First Hotels-kæden og har 110 værelser, restaurant og mødefaciliteter på sine cirka 5.300 kvadratmeter.

Hotellet eller rettere adressen kan føres langt tilbage i historien, for allerede i 1300-tallet var her gæstgiveri og kro. I slutningen af 1800-tallet lå der to pensionater, og efter en ombygning omkring 1900 blev de to overnatningssteder omdøbt til Hotel Hafnia og Hotel Kong Frederik.

Som især ældre læsere måske vil huske, var Hafnia i 1973 udsat for en voldsom brand, og Hotel Kong Frederik overtog de udbrændte lokaler, som genåbnede i 1976 efter en omfattende renovering. Endnu en renovering, af det samlede Kong Frederik, blev gennemført i 2010.

Dén renovering er symptomatisk for hele det københavnske hotelmarked, hvor de senere år har budt på massive investeringer i moderniseringer, udvidelse og adskillige helt nye hoteller. Faktisk er kapaciteten fordoblet siden 2000, og flere eksperter vurderede for få uger siden over for Berlingske Business, at udviklingen kan fortsætte lang tid endnu - blandt andet fordi turismen i Storkøbenhavn vokser.

Handlen med Hotel Kong Frederik var fomidlet af den danske del af den internationale CBRE-erhvervsmæglerkoncern.